Udland

Nyt sars-virus truer: Ni dræbt på verdensplan

De fleste kom fra Mellemøsten eller havde rejst i regionen. Virusset ligner sars, som før har dræbt hundredvis

Nyt sars-virus truer: Ni dræbt på verdensplan

Endnu en person er bukket under for et nyt og dødbringende sars-lignende virus, som over de seneste måneder har krævet flere menneskeliv.

En 39-årig mand fra Saudi-Arabien blev indlagt med symptomer på virusset i slutningen af februar og døde omkring en uge senere på hospitalet, lyder det fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Dermed er foreløbig ni mennesker døde ud af de 15, som er blevet smittet.

Virusset er et såkaldt coronavirus, som ligner et influenzavirus og det dødbringende sars-virus, som brød ud i Asien i 2003.

Ud over de almindelige symptomer på influenza kan det nye virus medføre både nyresvigt og svær lungebetændelse hos de smittede.

WHO slog alarm i september, da en mand i Storbritannien viste symptomer på virusset umiddelbart efter, at han havde rejst i Saudi-Arabien. Siden er ni mennesker døde. Alle kom enten fra Mellemøsten eller formodes smittet på rejser i området.

Forskere i Europa mener, at virusset muligvis kan behandles med de samme medikamenter, som blev brugt til at bekæmpe sars - et virus, som dræbte 10 procent af de omkring 8000 mennesker, der blev smittet.

Det nye virus bekymrer Rune Hartmann, lektor på Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Aarhus Universitet. Han har været med i en international forskergruppe, der har undersøgt det nye virus.

- Da sars kom, var vi relativt uforberedte. Vi, der arbejder med det, bør derfor være bekymrede, så vi kan sikre, at vi er bedre forberedte den her gang, sagde Rune Hartmann til Ritzau i februar.

Laboratorieforsøg tyder på, at det nye virus smitter lige så let som forkølelse.

- Der er desværre ikke nogen tegn på, at vores immunforsvar har styr på den, sagde Rune Hartmann.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst