Nyt selskab skal sikre udvikling

Merethe Trojel opkøbte turist-fallitbo - omsætter nu for 23 mio. kr.

AABYBRO:For at sikre fortsat udvikling har Merethe Trojel, der driver Trojel Turistmarketing Aps, dannet et nyt selskab med navnet Trojel Prouction Aps. - Når man som os lever af at udvikle og sælge turist-produkter, er det nødvendigt hele tiden at udvikle virksomheden. Vi kan ikke forny os tilstrækkeligt alene, derfor danner vi det ny selskab, hvor vi tilbyder andre indenfor turisterhvervet at være med og overtage 35-40 procent, siger Merethe Trojel og tilføjer, at det allerede er ved at være på plads hvem de ny samarbejdspartnere bliver. - Vi har dog fået indføjet den klausul, at hvis ikke kemien passer, så har vi mulighed for at købe samarbejdspartnerne ud igen, siger hun Merethe Trojel opkøbte for syv år siden fallitboet Jyllands Turist og Marketing, som gik konkurs i efteråret 1996. Det viste sig at være en god investering, da man nu har nået en årlig omsætning på 23 mio. kr. og 4,5 ansatte på kontoret på Skeelslund ved Aabybro. En meget stor del af de aktiviteter, der hidtil har hørt til i Trojel Turistmarketing, flyttes over i Trojel Production. Den største succes har været pakkerejser for nordmænd til Danmark. Det er i samarbejde med Color Line. Ideen er, at nordmændene hjemme køber en billet, som omfatter færgefart, overnatning i Danmark samt gratis adgang til et antal attraktioner. 65.000 gæstedøgn blev der solgt sidste år på den måde. I år får svenskerne samme mulighed. Her samarbejder Trojel med Stena Line og Scanlines. Der er også indledt et samarbejde med Fjord Line på det norske marked. - En af de ting, vi virkelig satser på i år, er ferie- og fritidsguiden "De fire årstider", som vi har udarbejdet i samarbejde med FDB, fortæller Merethe Trojel. Guiden, som giver rabatter på en række turiststeder, markedsføres i de kommende måneder, når FDB sender bonuschecken ud til 1,4 mio. danskere. - Når vi har store forventninger til guiden i år, skyldes det ikke mindst, at der følger fribilletter med til Fårup Sommerland, Kattegatcentret og Tivoli Friheden, når man køber guiden, siger Merethe Trojel, som regner med at sælge mindst 20.000 guider. Også en ny attraktions-brochure er der store forventninger til. Brochuren giver 20 procent rabat på entreen til en række af de største attraktioner i landet for en familie. - Brochuren er til det tyske, hollandske og engelske marked. Når familier fra et af disse lande køber et ophold i Danmark, får de brochuren, som er udviklet i samarbejde med Danmarks Turistråd og attraktionerne i Danmark, siger Merethe Trojel. - Alene til det tyske marked er der fremstillet 110.000 attraktionsbrochurer, tilføjer hun.