Nyt skattecenter skal lukkes i 2008

Told&Skat tager over og rationaliserer kraftigt

AABYBRO:I sommeren 2008 er det sandsynligvis farvel til det nystartede Skattecenter Aabybro, da det kommer til at betale en del af prisen for de rationaliseringer som centrets kommende ejermand, Told&Skat, vil gennemføre på ligningsområdet. Den nye fordeling af opgaverne mellem kommuner og stat betyder nemlig, at det statslige Told&Skat fra 1. juli 2005 overtager alt ligningsarbejde fra kommunerne. Og det med store rationaliseringer og effektiviseringer for øje. Målet er at spare 25 procent. - Frem til år 2009 skal antallet af ligningscentre skæres ned til 25 til 30 i hele landet. Det betyder, at der kun vil være to til tre centre i Nordjylland, og så er det svært at forestille sig, at det ene skal ligge i Aabybro, siger borgmester Ole Lykkgaard Andersen (V). -Men der kommer til at være servicecentre, hvor borgerne kan henvende sig i de fleste større kommuner, tilføjer han. Borgmesteren har dog fået garanti for, at Told&Skat vil respektere den lejeaftale, som Aabybro Kommune har indgået for lokalerne påØstergade, og som løber til sommeren 2008. Centret har omkring 30 medarbejdere og dækker Aabybro, Brovst og Pandrup. Det blev indviet i sommeren 2003, men dets korte levetid kommer ikke til at koste kommunern dyrt. - Nej, vi indregnede jo forlods en besparelse på 10 procent, da vi samlede opgaverne i centret, og i 2005 skal det spare 300.000 kroner i løbet af et halvt år, siger Ole LykkegaardAndersen. -Centret har fungeret fint, og medarbejderne har fra første dag gjort en stor indsats, og de har opnået måltal og resultater, som er meget bedre, end den gang arbejdet lå i de tre kommuner, siger borgmesteren. Men han kan samtidig godt se fornuften i at samle opgaverne under staten og dermed opnå stordriftsfordelene.