Nyt skattefradrag skaber mangel på håndværkere

Byggeriet i Nordjylland trues af overophedning. Ledigheden er hastigt på vej ned.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Reidar Kogstad: Vi er hastigt på vej mod en overophedning.

Efter tre meget stille år er der nu for alvor igen ved at komme gang i byggeriet i Nordjylland. Faktisk går det så stærkt, at der i løbet af få måneder kan blive mangel på arbejdskraft i byggeriet. Sådan lyder advarslen fra både fagforeninger og arbejdsgivere i den nordjyske byggebranche. - Vi er hastigt på vej mod en overophedning. I vores fagforening er næsten alle jord- og betonarbejdere allerede nu i arbejde, og alt tyder på, at de sidste ledige murere og tømrere kommer i arbejde hen over sommeren, siger Reidar Kogstad, formand for byggegruppen i 3F Aalborg, der organiserer de tre nævnte faggrupper i det meste af Aalborg Kommune og i store dele af de omgivende kommuner. Fradrag på 15.000 Ifølge 3F-gruppeformanden er årsagen til den truende mangel på arbejdskraft de nye skatteregler, der giver private boligejere fradrag for lønudgifter til håndværkere. Op til 15.000 kroner kan en boligejer trække fra i forbindelse med reparationer og vedligehold. Reglerne træder i kraft i morgen. - I forvejen var der sat gang i en række store, kommunalt støttede byggerier i Aalborg. De projekter er tilsammen så store, at de gør byen til en dynamo for byggeriet i hele Nordjylland de næste to-tre år. Nu kommer skattefradraget så oveni. Det er selvfølgelig glædeligt for dem, der arbejder i byggeriet. Men det kan altså godt blive svært at skaffe en håndværker de næste par år, siger Reidar Kogstad. - Antallet af østeuropæiske håndværkere, der arbejder i Nordjylland, er allerede tæt på samme niveau som før finanskrisen. Og det vil sandsynligvis stige til et langt højere niveau nu, forudser Reidar Kogstad. Forsinkede byggerier Også arbejdsgiverne er bekymrede. - Vi kommer til at se mange byggerier, der ikke bliver færdige til tiden på grund af mangel på arbejdskraft, siger Knud Kristensen, murermester i Aars og formand for Dansk Byggeri. - Det skyldes til dels, at mange arkitekter og byggefirmaer har lagt alt for korte tidsfrister ind, fordi de under krisen har vænnet sig til, at håndværkerne har sagt ja til det hele for overhovedet at overleve. - Men skylden ligger især hos politikerne, der altid har svært ved at styre konjunkturerne i byggeriet. Skattefradraget skulle være kommet allerede i 2008, da krisen var på sit højeste - sådan som vi opfordrede til i Dansk Byggeri. Nu kommer indgrebet i en situation, hvor ledigheden er på vej ned. Timingen er elendig, siger Knud Kristensen, der også er konservativ borgmester i Vesthimmerlands Kommune.