Nyt slag for boksere i jagten på lokaler

Dansere har har ikke planer om at vige fra lokaler

AALBORG:Bokseklubben Spartas jagt på et nyt tilholdssted bliver mere og mere desperat. De skal inden 15. marts være ude af de nuværende lokaler, og det håb, som klubben for et par dage siden fik om at kunne rykke ind i den tidligere badeanstalt i Løkkegade svinder ind. Danesinstituttet Move har siden i sommer haft til huse i Løkkegade. - Jeg blev overrasket, da jeg læste om, at vores lokaler i Løkkegade kunne blive et muligt hjemsted for Sparta. Vi har ingen planer om at forlade stedet. Det et meget generende, at der på den måde bliver skabt usikkerhed om vores virke, siger Claus Clement, der driver danseskolen Move. Han tilføjer, at danseinstituttet lejeaftale gælder for mindst to år. Den tidligere badeanstalt i Løkkegade ejes af tømrermester Søren Bernhard. Han er dog meget fåmælt om den spegede situation om den tidligere badeanstalts fremtid. - Jeg har lejet stedet ud til Fitnessdk, der så igen har lejet ud til danseinstituttet, lyder Søren Bernhards eneste kommentar. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Fitnessdk. Sparta, der har omkring 300 medlemmer, står i løbet af en måned uden træningslokaler. Formanden for klubben Jens Jørgen Voldby vejrede for få dage siden morgenluft, da skoleforvaltningen pegede på, at der kunne være en chance for at rykke ind i den tidligere badeanstalt. - Men vi har kun haft kontakt med ejeren Søren Bernhardt. Hvilke aftaler han har indgået om udlejning og hvilke genudlejningsaftaler, der findes, har vi ikke været inde i, siger skole- og kulturrådmand Nils Bell (V). Spartas problemer skyldes, at det nuværende tilholdssted, der er en sal på Socialpædagogisk Seminarium i Vejgaard, er overtaget af seminariet, der har købt stedet af kommunen. I trekvart år har bokseklubbens ledelse kæmpet for at finde ny lokalemuligheder.

Breaking
Politi undersøger mistænkeligt dødsfald - en anholdt
Luk