EMNER

Nyt slag for posthus

En by kan ikke være foruden posthus, mener byens erhvervsforening, City Nord.

farvehandler Kurt Rantzau er med i City Nords bestyrelse, som i dag lægger planer for, hvordan man vil prøve at overbevise Post Danmark om, at Nørresundby skal beholde sit posthus i det gamle rådhus midt på torvet. Foto: Torben Hansen

farvehandler Kurt Rantzau er med i City Nords bestyrelse, som i dag lægger planer for, hvordan man vil prøve at overbevise Post Danmark om, at Nørresundby skal beholde sit posthus i det gamle rådhus midt på torvet. Foto: Torben Hansen

Bedre sent end aldrig, lyder det slogan, som har fået Nørresundbys erhvervsforening, City Nord, op på mærkerne: Beslutningen om at nedlægge byens posthus til sommer skal bekæmpes. Og kampen begynder i dag. - Heldigvis er lukningen udskudt fra februar til juni, og det giver os mulighed for at komme på banen, siger Kurt Rantzau, Dyrup Farvecenter på Brotorvet. Han repræsenterer det nye blod, som for et par år siden kom ind i erhvervsforeningen, og som siden har arbejdet på at gøre Nørresundby til en oplevelsesby og på at samle de handlende om opgaven. Midt i det er posthus-sagen blevet glemt. - Men det går jo ikke, siger Kurt Rantzau. Man kan ikke have en by med bystatus, uden at den også har et posthus, så det vil vi arbejde for, at vi bliver ved med at have. I dag har vi bestyrelsesmøde, og her lægger vi en strategiplan både for at redde posthuset, så vi kommer i kontakt med de rigtige, og for gennemførelsen af alle de andre ideer, vi har for byen, siger Kurt Rantzau. City Nord, som ikke skal forveksles eller forbindes med cityforeningen syd for fjorden, har bl.a. planer om at genoptage sine lørdagsarrangementer med frokostjazz i Kulturbroen - næste gang er 28. februar -, og det er også meningen, at successen fra open by night i efteråret med modeshow i Vestergade skal gentages allerede til foråret, og endelig er en overraskelse i løbet af sommeren også ved at tage form. - Og så vil vi gøre noget ekstra for at få flere forretningsdrivende med i foreningen, siger Kurt Rantzau. Jo flere, vi er, jo flere gode ideer dukker der op, og jo flere er vi til at betale. Lige nu har City Nord små 60 medlemmer, men f.eks. er kun halvdelen af forretningerne i gågaden med. Til gengæld har der været kontakt til det nye butikscenter, og stemningen var positiv, forlyder det, og City Nord har også god kontakt til Løvvangcentrets butikker, så man ser frem til i hvert fald et teknisk samarbejde, så man kan koordinere kommende arrangementer i bydelene. I øvrigt er City Nord ganske fortrøstningsfuld, selv om et par butikker lige nu er tomme. - Det er selvfølgelig uheldigt, at vi er røget ind i en periode med stagnation, men hvis vi bliver ved med at stå sammen, vil Nørresundby sagtens kunne klare sig som en god handelsby. Alene de mange nye indbyggere, der er flyttet ind på havnefronten, vil være med til at styrke handelslivet, og i forvejen er vi kendt viden om for at give en rigtig god service. Allerede nu er der ikke ret meget, man ikke kan få i Nørresundby samtidig med, at nogle af vores butikker faktisk er berømte for deres kvalitet langt ud over bygrænsen, siger han. Og kommer i tanke om, at bestyrelsen også i dag beslutter, hvem der skal have City Nords initiativpris for at sætte Nørresundby på verdenskortet. Sidste års pris gik til SlagterOle.