Frederikshavn

Nyt solur er placeret til at passe om sommeren

Sol­uret får fi­ber­lys i ril­len mel­lem de to stål­for­me.FOTO: EVA SEI­DER

Sol­uret får fi­ber­lys i ril­len mel­lem de to stål­for­me.FOTO: EVA SEI­DER

FREDERIKSHAVN:Et fem meter højt skibsformet solur med indbygget fiberlys er netop blevet placeret på en ny plads ved E 45. Selve pladsen bliver 24 meter lang og ellipseformet, og i kanten er der trapper, så man kan gå helt ned til vandkanten. Idémanden bag soluret er projektleder ved Frederikshavn Kommune Jørgen Anker Simonsen, og han fortæller, at soluret er del af kommunens udsmykningen af byen, det såkaldte byudstyr. - Vi har besluttet, at byudstyret i Frederikshavn skal være inspireret af skibe, derfor har soluret fået præcis denne form. Soluret er skabt i Cor-teen stål og får snart samme rustne farve som de lave ”lygtepæle”, der er sat op langs den eksisterende sti ud til vejen. Rundt om uret er der placeret sorte sten, som passer med klokken vel og mærket om sommeren. - Der er jo mest sol om sommeren, hvor man også vil bruge pladsen omkring uret mest. Derfor valgte vi, at placere stenene, så skyggerne fra uret passer til sommertid, forklarer han. Stenene skal samtidig fungere som små bænke, hvor forbipasserende kan sidde og nyde udsigten over flådestation, færgerne og fuglene. Den nye plads er del af et større forskønnelsesprojekt mellem søsportshavnen og flådestationen, hvor den nye Nordsøti også skal passere, så man vil også rydde arealet lige syd for solurspladsen ligesom, der skal anlægges sti med belysning fra pladsen og ud til selve søsportshavnen. Arbejdet med pladsen varer de næste 14 dage, og så vil man kunne se lyset, men ikke tiden.