Nyt stålfirma satser på stabil arbejdsstyrke SKIBSSEKTIONER: Nicon Industries A/S tager om to uger fat i Frederikshavn og har arbejde fra start til mindst 15

FREDERIKSHAVN:Sidst i denne måned forventer Nicon Industries A/S at kunne starte produktionen af stål til skibsombygninger, skibsreparationer, sektioner til nybygninger og andre stålkonstruktioner i Ørskovs gamle stålhal på Sandholm, der nu er en del af Lerbæk Maritime Erhvervspark. - Vi har arbejde at flytte ind med til 15 kleinsmede, skibsbyggere og svejsere og nok også til flere, oplyser Nicon Industries direktør Anders Hecht-Pedersen. - Vores mål er at skulle bearbejde et par tusinde ton stål på årsbasis, og når vi derop, vil vi være ovenud tilfredse, tilføjer han. Stålfirmaet overtog lejemålet af den 2100 kvm store hal plus 800 meter tilstødende åben hal fra 1. oktober. Renoveringen og indretningen med også administrations- og velfærdslokaler på lejemålet skrider frem, og ansættelserne til administrationen er foretaget. - Produktionsmæssigt regner vi med at være klar til start i slutningen af denne måned, mens administrationsafsnittet nok først er helt færdigt midt i november, siger Anders Hecht-Pedersen. Nicon Industries blev startet i 1997 af Anders Hecht-Pedersen som et montagefirma og med Aarhus Flydedok som udgangspunkt. - Jeg regnede med, at jeg skulle rende rundt med 10 smede, men det blev til 30, så 50 og til sidst 70, fortæller han. I 1999 købte Anders Hecht-Pedersen en ejendom på Vandværksvej i Hjørring, hvor planen var at produktionen af smådele skulle foregå. - Men efterspørgslen lød i stigende grad på stadig større emner, fortæller Anders Hecht-Pedersen og nævner en ny bulbstævn på 70 ton til Color Traveller, som en af firmaets stadigt mere velvoksne opgaver. Placeringen og lokalerne i Hjørring slog ikke til, og derfor indtages nu den hal, hvor der gennem årene er bygget ikke så få store skibssektioner til det gamle Ørskov Christensens Staalskibsværft. - Vi skal ud til vandet, så der er kort til udskibning og får samtidig et anlæg, der kan håndtere de ting, vi arbejder med, siger Anders Hecht-Pedersen. Hvor mange nyansættelser af stålfolk, der bliver i firmaet fra start, kan direktøren ikke lige sætte tal på. - Vi regner med dem, vi har i forvejen, og nogle, der har vist sig interesseret, og supplerer så med nogle af de 20 ansatte, vi i øjeblikket har i vores montage, som ligger i et andet firma. Vores behov kan svinge fra 25 til 70 medarbejdere, men jeg forventer at holde en fast beskæftigelse på Sandholm suppleret med egne montagemedarbejdere og underleverandører, siger Anders Hecht-Pedersen og understreger, at han ikke vil ind i en ”svingdørspolitik” med medarbejdere, der kommer og går. Blandt kunderne er reparationsværftet i Fredericia samt Orskov Yard. Dertil en række mindre danske både- og reparationsværfter. Norske værfter står også på listen af kunder, og senest er firmaet blevet spurgt på stål til tyske værfter. Anders Hecht-Pedersen, der er 42 år, er opvokset i Hjørring, og uddannet skibsbygger på Ørskov. Siden har han arbejdet som rejsemontør i ind- og udland, inden han blev reparationsmester på Aarhus Flydedok, og fra 1997 selvstændig.