Nyt stadion i Hjørring

Et enigt byråd i Hjørring stemte i aftes ja til et nyt fodboldstadion som første del af det 140 millioner store idrætsprojekt Hjørring Park Vendia. Byrådet sagde ja til at komme med 10 millioner kroner, hvis en privat initiativgruppe stiller med syv millioner kroner fremskaffet gennem fonde og sponsorer.

En initiativgruppe bestående af formanden for Hjørring Idrætsforening, Jesper Schou, handelschef Søren Kærholm og manager John Robert Larsen fra Fortuna Hjørring gav startskuddet til stadionplanerne, da den sendte et forslag til Fritids- og kulturudvalget om at nedsætte et udvalg med repræsentanter fra Hjørring Kommune, de kommende brugere af det nye fodboldstadion og andre interesserede. Gruppen foreslog, at stadionudvalgets opgave skulle være at skaffe midler til det nye stadion og det sagde byrådet altså ja tili aftes. Byrådet accepterede også initiativgruppens forslag om, at kommunen skyder 10 millioner kroner i projektet. Der var glæde i initiativgruppen over, at byrådet nu har forpligtet sig på det nye stadionprojekt. - Det bliver meget nemmere at skaffe private midler, når vi har en byrådsbeslutning i ryggen, sagde fortunamanager John Robert Larsen efter byrådsmødet. Han vil ikke gætte på, hvornår pengene er samlet ind. Ideen om at kombinere offentlige og private midler i et nyt stadionprojekt opstod i frustration over, at stadionplanerne i en periode var skudt i baggrunden til fordel for et nyt svømmestadion. Formanden for Fritids - og kulturudvalget, Ove Jacobsen (V) fastholder, at Hjørring Park Vendias svømmestadion ikke bliver forsinket på grund af stadionplanerne.