Nyt strømkabel over Skagerrak

AALBORG:Udvekslingen af strøm mellem Norge og Danmark via jævnstrømskabler tværs over Skagerrak skal gøres bedre, og nu skal der etableres endnu et kabel, Skagerrak 4, der tages i drift i 2014. Forbindelsen vil være med til at sikre en bedre udnyttelse af vindenergien i takt med udbygningen af vindkraften i Danmark. - Vi kan ganske enkelt sende mere vindkraft til Norge, når det blæser meget i Danmark, og vi kan få vandkraft fra Norge, når vi ingen vind har, siger eldivisionsdirektør Torben Glar Nielsen fra Energinet.dk. På den måde vil vandkraft-magasinerne i Norge kunne fungere som lager for den danske vindkraft. Der er i dag tre elforbindelser mellem Danmark og Norge med en samlet kapacitet på cirka 1000 megawatt. Med det nye kabel udvides kapaciteten til 1700 megawatt. Kabelforbindelsen omfatter 12 kilometer landanlæg i Norge og 90 kilometer landanlæg i Danmark, fra Bulbjerg i Jammerbugten til en modtagestation i Tjele ved Viborg. Projektet har et samlet anlægsbudget på 2,8 milliarder kroner. /ritzau/