Nyt studie: Færre fik hpv-vaccine efter negativ omtale

Da hpv-vaccinen blev introduceret, var den populær. Men i takt med negativ omtale, vendte udviklingen.

Den negative udvikling er vendt. Sidste år blev omkring 40.000 piger vaccineret med hpv-vaccinen. (Arkivfoto).

Den negative udvikling er vendt. Sidste år blev omkring 40.000 piger vaccineret med hpv-vaccinen. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:Et nyt studie har fundet en negativ sammenhæng mellem tilslutningen til hpv-vaccinen og mængden af medieomtale.

Studiet konkluderer derfor, at det fremover er klogt at holde øje med, hvad der bliver sagt og skrevet i medierne, når en ny vaccine skal introduceres.

Det oplyser Statens Serum Institut.

Hpv-vaccinen blev introduceret i 2009 for at forebygge livmoderhalskræft. I starten var vaccinen populær. Blandt piger født fra 1998 til 2000 blev over 90 procent vaccineret.

Men fra 2013 kom der gradvist mere og mere negativ omtale af vaccinen i medierne og på sociale medier. Samtidig faldt tilslutningen til vaccinen år for år. For piger født i 2004 nåede tilslutningen ned på 42 procent.

Forskerne fra Statens Serum Institut har kigget på vaccinedata fra Det Danske Vaccinationsregister fra i alt 243.415 piger samt 8524 medieomtaler og antallet af Google-søgninger efter ”hpv-bivirkninger”.

Sektionsleder Palle Valentiner Branth fra Statens Serum Institut påpeger, at man ikke kan sige, at faldet i tilslutningen skyldtes den negative omtale.

- Men studiet viser en negativ sammenhæng, og at færre og færre blev vaccineret, i takt med at der kom flere og flere negative artikler omkring hpv-vaccinen, siger han.

Ifølge forskerne giver det nye studie et indirekte indblik i beslutningsprocessen omkring at få sit barn vaccineret. Beslutningen afhænger af flere ting - men også omtalen i medierne, fortæller Palle Valentiner Branth.

- Medieomtale kan være et led i overvågningen af et vaccinationsprogram. Det kan være nyttigt at holde øje med, hvad der sker i medierne og på de sociale medier. Man kan se på, hvad det er for en omtale.

- Man kan benytte den som et barometer og reagere med det samme, hvis der er åbenlyse misforståelser eller forkerte budskaber i nyhedsstrømmen, siger han.

I dag er udviklingen i forhold til vaccinen vendt. Omkring 40.000 piger valgte i det forgangne år at lade sig vaccinere mod hpv, der senere i livet kan føre til livmoderhalskræft.

Det er en stigning på over 20 procent i forhold til året før, hvor 31.714 blev vaccineret.

Tæt på 400 danske kvinder, bliver hvert år diagnosticeret med livmoderhalskræft, som hvert år koster 100 kvinder livet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.