Hospitaler

Nyt sygehusprojekt skal være klar om to måneder

3,2 mia. kr. er reserveret til Aalborg, uanset hvad der sker, siger sundhedsministeren

NORDJYLLAND:I løbet af to måneder vil Region Nordjylland have nyt materiale klar, som - håber regionspolitikerne - kan overbevise det såkaldte Erik Juhl-udvalg om, at en milliardinvestering i sygehusvæsenet i Aalborg skal ske i Aalborg Øst og ikke ved Sygehus Syd. Regionsrådets forretningsudvalg satte på sit møde i går gang i processen. Og det skal gå stærkt. For forud for mødet havde sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) ringet til regionsrådets formand, Ulla Astman (S), og fortalt, at hen over weekenden var der blevet ændret en smule i det brev, regeringen ville sende til Region Nordjylland om sagen. Selv om Nordjylland nu får mulighed for at revidere sin ansøgning, kommer den med i den første af regeringens to uddelinger på 15 mia. kr. De andre regioner, hvis ansøgninger ikke uden videre har fået det blå stempel, må vente til næste runde, hvor andre 10 mia. kr. fordeles. - Det er i virkeligheden meget vigtigt, at vi ikke ryger bag i køen, så jeg blev uhyre glad for ministerens melding, siger Ulla Astman. Den model, regionspolitikerne nu vil få analyseret, indebærer, at nybyggeriet i Aalborg Øst bliver billigere end først anslået. For det første vil man bevare medicinerhuset ved Hobrovej som en art kræfthospital i de næste måske 25 år. Den slags hospitaler kendes i blandt andet Holland. Samtidig indgår det i overvejelserne, at p-faciliteterne ved det ny sygehus ikke skal være en del af sygehusprojektet, men skal overlades til private. Samlet set er målet et projekt, der kan bygges for et beløb i nærheden af de 3,2 mia. kr. Over for NORDJYSKE slår Jakob Axel Nielsen i øvrigt fast, at de 3,2 mia. kr. er reserveret til Aalborg, uanset om det lykkes Region Nordjylland at vinde gehør for, at projektet i Aalborg Øst er det bedste. - Der står Aalborg på dé penge, og det bliver der ved med, siger ministeren, der i weekenden gav udtryk for tiltro til, at regionspolitikerne i Nordjylland vil kunne fremskaffe den fornødne dokumentation for Aalborg Øst-løsningen. Eksperter skal vurdere Regeringens melding på pressemødet i går var som ventet, at de 3,2 mia. kr. skal bruges til at samle Aalborgs sygehusfunktioner omkring Sygehus Syd. Regeringen læner sig heri op ad Erik Juhl-udvalgets anbefaling. I brevet til Region Nordjylland åbnes der for, at udgangen kan blive en anden - hvis Erik Juhl-udvalget stoler på regionens dokumentation. Ekspertudvalget skal nemlig i sving igen. Og det bliver udvalget, der indstiller til regeringen, om de 3,2 mia. kr. skal bruges anderledes end først besluttet. Regionsrådsmedlem Marian Geller (V) finder det ikke betryggende, at regeringen i så høj grad læner sig op ad ekspertudvalget. - Jeg forstår godt, at en regering, der vil dele 25 mia. kr. ud, i første omgang beder eksperter vurdere ansøgningerne. Men jeg synes, vi nu er kommet til en fase, hvor der er så meget materiale på bordet, at det i et demokrati bør være folkevalgte og ikke nogle eksperter, der skærer igennem, siger Marian Geller. Drop Himmerland Hun opfordrer samtidig til, at regionen hurtigt melder ud, at den tager planerne om et nyt sygehus i Himmerland af bordet. Dette projekt afviser både Erik Juhl-udvalget og regeringen at give penge til. - Og så vil det skabe klarhed, hvis vi fjerner dette tema helt fra diskussionen, siger Marian Geller. Et andet regionsrådsmedlem, Helle Andersen (S), er også skuffet over regeringens melding. - Statsministeren sagde, at det skulle være slut med lappeløsninger. Det lyttede vi til. Derfor er det helt uforståeligt, at to ministre nu i stedet peger på en udpræget lappeløsning, siger hun.