Nyt teater på de skrå brædder

Nyt teater vil ha' frederikshavnerne op af sofaen og væk fra isstadion

FREDERIKSHAVN:Dennis Marquardt, Matilde Block Sørensen, Sisse Holm Pedersen og Thomas Bahring syntes, at det lokale, frederikshavnske teaterliv trængte til at blive kvikket op. Derfor startede de teatergruppen Spejlteateret, der skal være et alternativ til det eksisterende teater. - Vi vil gerne lave teater, der kan få frederikshavnerne op af sofaen og væk fra isstadion, for vi synes, vi skal op på et højere spilleniveau - sammenlignet med de forestillinger, man tidligere har sat op. Det vil vi sikre os bl.a. ved altid at have en professionel instruktør, der garanterer niveauet. Al respekt for andre teatre, men man er nødt til at have et vist niveau for at spille med, siger Dennis Marquardt som repræsentant for Spejlteateret. Han mener ikke, at man skal spille teater for enhver pris. Man skal spille teater, som folk gider at kigge på. - Spejlteateret er et teater, der vil fremme interessen for teater i Frederikshavn, så vi kan få flere på scenen og på tilskuerpladserne - ganske enkelt for at folk får set noget mere teater. Og det mener jeg personligt ikke man gør, ved at spille "Nøddebo Præstegård" seks gange i træk inden jul. Men jeg er ikke i tvivl om, at der render mange teatertalenter rundt i Frederikshavn, som slet ikke er klar over, at de har talentet, siger Dennis Marquardt. Spejlteateret debuterer med forestillingen Jean de France af Holberg. Stykket, der er oversat af Aalborg Teaters chef Geir Sveaass, har Pia Mourier som instruktør. Her blander Spejlteateret Holbergs 1721 sammen 2004, idet halvdelen af skuespillerne er iført kostumer fra 1700-tallet, mens resten af besætningen er i 2004-kostumer. Desuden bliver der rappet til "Jeg er havren..." samt danset break dance. I Jean de France ses - foruden Dennis Marquardt, Matilde Block Sørensen, Sisse Holm Pedersen og Thomas Bahring - Sidsel H. Hoffmann, Kurt Pedersen, Sv. Aage Dybager, Carsten Andreasen, Peter Pele Fuglø, Poul Martin, Henny Nejst og Stine M. Eriksen. Musikken leveres af Henrik "Balou". Andersen. Der er premiere den 9. december i gymnasiets festsal.