Sundhed

Nyt tilbud til gangbesværede i alle aldre

Sund By imødekommer stort ønske om ledsagerstøtte til gåture

BROVST:Sund By har netop lanceret et nyt initiativ: "projekt gå-ven", som er et tilbud til de mennesker, der af en eller anden grund har behov for hjælp til at komme ud og røre sig. Det kan være ældre, som er usikre på benene efter en lang vinter inden døre, det kan være folk, som har været syge i længere tid og har svækkede muskler, eller det kan være mennesker, som måske er bange for at anstrenge sig efter en blodprop. Inspirationen til projektet kom fra en brugerundersøgelse i 2000. - Der var flere borgere, som ønskede nogle flere motionstilbud, og vi hørte også om andre steder, hvor man havde fået gå-venner. Så ideen har ligget der længe, men først nu har vi kunnet realisere den, siger sundhedskoordinator Lone M. Jensen. Sund By har ansat Elly Arngren som gå-ven, og allerede i dag kun en uge efter, at projektet blev søsat, er hun gå-ven for fem personer. Det er Sund By, som koordinerer henvendelser fra interesserede. Efter en samtale med en fysioterapeut aflægger Elly Arngren besøg og aftaler nærmere om, hvornår og hvor tit man går tur sammen.