Nyt tilbud til sammenbragte familier

Annette Ishøj står klar til at hjælpe børnefamilierne på klinikken Ro i Sindet

Der er hjælp at hente til sammenbragte børnefamilier, hvor børnene kan have svært ved at tackle livet.
Der er hjælp at hente til sammenbragte børnefamilier, hvor børnene kan have svært ved at tackle livet. Pressefotograf Lars Pauli

Psykolog Peter Holst, der har virksomheden Ro i Sindet i Hasseris Bymidte, har efter årsskiftet fået selskab på klinikken af terapeut Annette Ishøj, der er rykket ind på klinikken for at række hånden ud til sammenbragte børnefamilier.

Psykologklinikken har gennem en periode oplevet en stigende tilgang af kunder, der ønsker mere familieorienterede tilbud - og netop her kan Annette Ishøj træde til for at supplere Peter Holsts arbejde.

Annette Ishøj er oprindeligt uddannet socialrådgiver og har derudover en terapeutisk efteruddannelse.

Samtidig har hun 15 års erfaring med familieterapi, blandt andet gennem sin mangeårige ansættelse i Kræftens Bekæmpelse og fra forskellige kommuner i Nordjylland.

At hun nu har valgt at slå et slag for børnefamilierne i Nordjylland er ikke tilfældigt.

Annette Ishøj har længe drømt om at blive selvstændig og kender samtidig selv til at være en presset børnefamilie - for der er meget at kæmpe med, i særdeleshed hvis man er en del af en sammenbragt familie, hvor der er ekstra mange udfordringer.

I nogle tilfælde oplever sammenbragte familier også ekstra udfordringer, hvis bonusbørnene samtidig har fået en diagnose som Aspergers, autisme eller andre specialdiagnoser.

I alle sammenbragte børnefamilier kan der være behov for en håndsrækning gennem de svære år - men det er særligt tydeligt i de familier, hvor børnene samtidig har ekstra udfordringer, fortæller Annette Ishøj, der flere gange i sit tidligere arbejde har oplevet, at sammenbragte familier inden for en kort årrække er gået i opløsning, fordi de ganske enkelt ikke har fået den fornødne hjælp til at finde balancen i tide, ikke mindst fordi familierne samtidig skal håndtere et offentligt system, hvor børnene også har det svært.

Men skilsmisser, nedslidning og stress i sammenbragte familier kan undgås med den rette hjælp, fortæller Annette Ishøj, der mener, at det handler om at give familierne de rette redskaber til at løfte sig oven vande i de svære perioder.

Annette Ishøj er selv skilt og bor i en sammenbragt familie og har børn med diagnoser tæt på i familien.

Hun har derfor en egen erfaring indenfor området, men har også haft en del familier i terapi de sidste år med børn med diagnoser samt været supervisor for et bosted for psykisk syge og deres pårørende.

Ud over tilbud til sammenbragte familier har Annette Ishøj også stor erfaring i samtaler om sorg og med kriseramte voksne og børn.

Hun tilbyder også samtaler til kræftramte og deres familier, skilsmissefamilier samt par med forskellige problematikker.

Yderligere oplysninger omkring klinikkens øvrige tilbud findes på hjemmesiden www.roisindet.dk

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden