EMNER

Nyt tivoli godt fra start

Direktøren er godt tilfreds med antallet af gæster

Tivoli-direktør Torben ”Træsko” Pedersen har væddet en god kasse whiskey om hvorvidt der kommer 250.000 gæster i Karolinelund inden sæsonen lukker igen. Arkivfoto

Tivoli-direktør Torben ”Træsko” Pedersen har væddet en god kasse whiskey om hvorvidt der kommer 250.000 gæster i Karolinelund inden sæsonen lukker igen. Arkivfoto

AALBORG:Selv om han ikke vil ud med konkrete tal, så er tivolidirektør Torben ”Træsko” Pedersen godt tilfreds med starten som ny ejer af Aalborgs tivoli. - Det går rigtig godt, og vi har fået en fin start, lyder meldingen fra den slagfærdige københavner, der sideløbende er direktør for Cirkusrevyen på Bakken. Selv om der ifølge direktøren er sket en fordobling af besøgstallet i forhold til sidste sæson, så nåede Tivoli Karolinelund ikke de 75.000 gæster i løbet af påskedagene. Sådan som Torben Træsko Pedersen ellers optimistisk havde sat som mål, da Tivoli Karolinelund blev indviet under stor festivitas 7. april. - Jeg var nok lige lovlig stor i slaget, men sådan er vi københavnere jo. Han står dog fortsat ved et væddemål om en god kasse whisky. Hvis han skal vinde, skal besøgstallet runde en kvart million for hele sæsonen. - Det er måske lidt højt sat, men jeg tror på det. Vi har flere store selskaber og kontakt for eksempel boldklubber, lyder det fra Torben Pedersen. Travlheden har forplantet sig til kontorarbejdet, og det har allerede været nødvendigt at ansætte en marketingmedarbejder mere, og så er han på udkig efter en kontorassistent. Men opgaven har også vist sig større end forventet, da Torben ”Træsko” Pedersen i december overtog tivoli fra Franck Bo Lind. Hele tivoliet har fået et omfattende facelift, men på grund af streng vinter med frost og sne, blev håndværkerne først færdig med det sidste fredag. For eksempel er et helt nyt maritimt området blevet færdig med bornholmsk røgeri, sandstrand og liggestole. - Vi høster nogen erfaringer i år, og jeg kan ikke bruge tidligere års besøgstal til så meget. Jeg er nødt til at gøre mine egne erfaringer, og vi er kommet sent i gang. Men vi har mod på opgaven og til næste sæson kan vi vende tilbage med fornyet kraft, siger tivoliejeren, som blandt andet har indført masser af musikalsk underholdning. Men der er hele tiden masser af små detaljer, som skal på plads. For eksempel er tivolis kendte rutsjebane - Boomerangen - endnu ikke helt kommet til at ligne en drage. Det har nemlig vist sig at være lidt af en udfordring af få sat et dragehoved på toppen af konstruktionen. Den skal udformes på en særlig måde, så vinden kan slippe igennem hovedet.