Nyt U19-hold i Vestthy: Et hold af gode venner

Tobias Eigenbroth ville spille bold med sine venner - så han fik stablet et hold i Vestthy på benene

Tobias Reffstrup Rasmussen og Bo Lehm (foto)
18-årige Tobias Eigenbroth med bolden tog initiativ til at samle 15-20 spillere, så der kunne blive skabt et nyt U19-hold i FS Vestthy. Spillerne kender hinanden fra gymnasierne i Thisted.

VORUPØR: Kan det lykkes at samle 15-20 gymnasiedrenge fra nær og fjern i en fodboldklub i Klitmøller og Vorupør? Det kan det sagtens, hvis du spørger Tobias Eigenbroth.

Efter et års tid som seniorspiller i FS Vestthy, som er en sammenslutning af Klitmøller og Vorupør, savnede Tobias Eigenbroth og gymnasievennerne et hold, hvor de kunne spille sammen. Efter et møde med klubbens trænere dukkede muligheden for at etablere et nyt hold op, og så blev jagten på spillere sat ind.

Men helt let blev det ikke. Vennerne fra Thisted Gymnasium og handelsgymnasiet er spredt udover Thy. Drenge fra bl.a. Hanstholm, Snedsted, Sjørring, Thisted og Østerild. Kun fem af spillerne er selv fra Klitmøller eller Vorupør. Tobias Eigenbroth anerkender, at han måtte finde sine bedste argumenter frem for vennerne, og det nikker målmand Christoffer Würtz Vangsgaard genkendende til.

- Der skulle overtalelse til, men Tobias talte godt om stemningen herude, og jeg kan allerede mærke sammenholdet. Samtidig havde jeg brug for en ny udfordring, og tilbuddet om individuel målmandstræning var også tillokkende, siger Christoffer Würtz Vangsgaard.

Seriøs hyggebold

Selvom det er hyggen og det sociale samvær med vennerne, som ligger til grund for det nye U19-hold, skal man ikke tro, at det bliver det rene lal i Vestthy.

- Det er helt klart for det sociale med vennerne, at vi er startet op, men det er også seriøst, siger Tobias Eigenbroth, og det bakker Christoffer Vangsgaard Würtz op om.

- Jeg synes, der er en rigtig god intensitet herude. Det er seriøst. Og det betyder jo ikke, at vi ikke sagtens kan hygge os bagefter, siger han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...