Nyt udstyr skal sikre helikoptere

Teknik mod varmesøgende missiler

KØBENHAVN:Forsvaret er gået i gang med at sætte ekstra sikkerhedsudstyr på de helikoptere, der skal til Irak til august. De fire små Fennec-helikoptere bliver således udstyret med det såkaldte flairsystem og infrarødt overvågningsudstyr. Flair afleder varmesøgende missiler og sikrer samtidig, at helikopterne kan flyve højere - og dermed længere væk fra potentielle angreb fra jorden. De danske helikoptere er ubevæbnede og skal bruges til observations- og transportopgaver. Kun to af de fire helikoptere vil dog være i brug på én gang. De øvrige to står i reserve. Hver af de fire Fennec-helikoptere har plads til fem personer, hvoraf de to er piloter, og tre er passagerer. Eskadrille 724, der afløser den danske bataljon i det sydlige Irak, består af i alt 55 mand. Helikopterne og besætningen kommer under britisk kommando. Helikopterne skal efter planen hjem igen til december./ritzau/

Forsiden