Nyt uheldi Hjørring

HJØRRING: Midt i glæden over, at divisionstruppen har fået en tiltrængt saltvandsindsprøjtning, så må fodboldklubben Hjørring IF samtidig konstatere, at uheldende fortsætter med at regne ned over den. Kort før sæsonstarten blev den rutinerede angriber Mads Peter Olesen sat ud af spillet med en længerevarende skade, og nu er endnu en af klubbens angribere blev bænket efter et uheld under træning. Adnan Begovic må således regne med mindst fem ugers pause, efter at han har brækket en knogle i den ene ankel. Alligevel hersker der optimisme hos vendelboerne forud for dagens hjemmekamp mod Kalundborg, der er svækket af karantæner hos forsvarsspillerne Thomas Nielsen og Emrah Tuncer. Ikke mindst på grund af tilgangen fra den nu forhenværende superligaspiller i Viborg FF, Johnny Helledie. Han behøvede ikke mere end tre træningspas med sine gamle holdkammerater , før han sparkede sig direkte ind i startopstillingen til dagens hjemmekamp mod Kalundborg. - Vi kan nu tælle fire nye ansigter siden sæsonstarten, og dermed har vi fået den saltvandsindsprøjtning, vi havde brug for. Spillerne har været skarpe til træning, så nu går øvelsen på at omsætte det til banen også. Vi har fået et løft, så jeg forventer at have et topmotiveret hold. Vi skal til at have skrabt nogle point sammen, fastslår Jørgen Steffensen, der har foretaget to ændringer i truppen i forhold til 7-2 afklapsningen ude mod B 1909 for godt en uge siden. Sammen med Adnan Begovic er også Kasper Bræmer væk. De erstattes af Johnny Helledie og forsvarsspilleren Kenn Larsen.OM