Nyt vandland vil tiltrække skandinaviske børnefamilier

Særligt børnefamilier fra Sverige og Norge vil tage turen til Høje Taastrup for at hoppe i vandlandets bølger.

Især børnefamilier fra Norge og Sverige vil pakke badebukserne og tage turen over Øresund for at hoppe i bølgerne i nyt vandland i Høje Taastrup. Scanpix/Simon Skipper
Turistbranchen 7. februar 2017 15:49

HØJE TAASTRUP: Det nye vandland med projekttitlen Nordic Water Universe vil især tiltrække svenske og norske børnefamilier, når de første badegæster kan tage hovedspring i 2020.

Det mener Anders Rosbo, der er kommunikationschef hos Visit Denmark.

Han ser vandlandet som en interessant investering, som, han håber, vil øge antallet af norske og svenske turister, der vælger Danmark som deres næste feriedestination.

- Vi har ikke nogen attraktioner, som ligner det nye vandland. Det svenske og norske marked har heller ikke noget, der kan matche det. Derfor tror jeg, at særligt nordmændene og svenskerne vil blive tiltrukket af sådan et aqualand lige i nærheden af København, siger Anders Rosbo.

Det indendørs vandland skal bygges i Høje Taastrup og bliver det femte største af sin slags på verdensplan.

Vandlandet udgør første etape af fem i et større byggeri. Når den samlede ferie- og forlystelsesby står færdig i 2028, vil den omfatte både vandland, ferieboliger og hotel.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...