Nyt vandrerhjem dropper "nyt"

Vandrerhjemmet på Rolighedsvej mærker konkurrence fra privat udlejere

SKAGEN:I september i år lukkede vandrerhjemmet i Gl. Skagen, og det er den direkte anledning til, at vandrerhjemmet ved siden af politigården på Rolighedsvej har ændret navn til Skagen Vandrerhjem - man har slettet "Ny" mellem de to ord. - Helt nøjagtigt hedder det nu Danhostel Skagen Vandrerhjem, og vi vil i denne forbindelse gerne benytte lejligheden til at fortælle, eller skal vi kalde det besvare de spørgsmål, vi har fået mange, mange gange i løbet af sommeren; "Hvorfor lukker I?". Det vil vi gerne slå fast; Det gør vi ikke, fastslår ejeren af Skagen Vandrerhjem på Rolighedsvej, Rolf Hauge. Han vurderer, at snakken om lukning skyldes, at gæsterne blander nogle ting sammen. - Tilbage i 1994 var der delte meninger om, hvorvidt der var plads til to vandrerhjem i Skagen. For mig har det været et mærkeligt forløb, hvis man kigger på antallet af gæster. - Fra midt i 1990'erne op til cirka 2000 tror jeg, der var mange gæster til begge vandrerhjem i perioden april til september. Men de seneste par år, og måske især i år, har det kunnet mærkes, at i for eksempel weekender i september er der blevet betydelig færre vandrerhjemsgæster. - I år har der for første gang være mange ledige værelser, også selv om vandrerhjemmet i Gl. Skagen havde lukket. Personligt tror jeg, at det skyldes en større værelseskapacitet i Skagen, og måske har de private værelsesudlejere fået flere weekendgæster, siger Rolf Hauge. Han oplyser, at der også midt i højsæsonen har været dage, hvor vandrerhjemmet er brændt inde med værelser, som man tidligere har kunnet sælge med et fingerknips. - Den venteliste, vi plejer at lave for gæster, som blot dumper ind fra gaden i løbet af dagen, ja, den har slet ikke været etableret i år. Men det vi har tabt, håber vi at have vundet ind på nogle flere lejrskoler, siger Rolf Hauge. Om det er denne skærpede konkurrence med den forøgede overnatningskapacitet, der er årsagen til, at vandrerhjemmet i Gl. Skagen har valgt at stoppe, ved vi ikke. - Hvis det er tilfældet, og det måske også kan henføres til den efterhånden meget organiserede værelsesudlejning på det private marked, ja, så må vi på det kraftigste opfordre myndigheder og andre ansvarlige instanser til at sørge for, at alle parter følger gældende regler for udlejning, siger Rolf Hauge. Han tør dog ikke påstå, at nogle ikke følger reglerne. - Men vi har gennem årene fået mange negative oplevelser beskrevet af gæster, som så efterfølgende har lejet et værelse på vandrerhjemmet. Jeg har som turistmand udtalt mig adskillige gange om, at vi i Skagen skal stå for kvalitet frem for kvantitet. Det må vi hjælpe hinanden med, så det er bestemt ikke, fordi jeg er et tudefjæs, der ikke tåler konkurrence, fastslår han. Rolf Hauge understreger, at uanset årsagen til, at vandrerhjemmet i Gl. Skagen nu er lukket, så har de to vandrerhjem i alle årene haft et fint forhold til hinanden. - Jeg vil beskrive det mere som et forhold som kolleger end et konkurrenceforhold. Vi har haft et sundt konkurrenceforhold samtidig med, at vi har kunnet arbejde sammen i en række forhold og udvalg i turistbranchen for eksempel konceptet med fiskerilejrskole i Skagen, turistmesser med mere, siger Rolf Hauge. Han synes, at det nærmest er en solstrålehistorie, at to konkurrencer og kolleger også til sidst har haft et flot samarbejde. - Vi har overtaget en række herlige ting fra det gamle vandrerhjem i Gl. Skagen. Det er lige fra cykelstativer, stole, sovseskåle, telefonnummer, internetadresser og nu er der også indgået en aftale om, at deres køkkenboss, Anna Pedersen, begynder på det nye vandrerhjem i begyndelsen af næste sæson. - Den eneste betingelse var, at Anna måtte medbringe den store sovsegryde, hvilket vi selvfølgelig sagde ja til. Hun har allerede kørt alle tingene fra "Høwi" til Skagen på en sækkevogn, og de står klar til hende, når den ny sæson begynder, forsikrer Rolf Hauge.