Nyt vandrerhjem er på tegnebrættet
Supermoderne vandrerhjem skal bygges ved hallerne
BRØNDERSLEV: Brønderslev Hallerne arbejder på at opføre et nyt vandrerhjem.
- Det skal være med 10 værelser, men der skal være plads til seks-syv personer i værelserne, fortæller formand for Brønderslev Hallerne, læge Henrik Jensen.
Desuden er der planer om at indrette tre værelser i den tidligere inspektørbolig, som det tidligere halinspektørpar, Else og Erik Jensen, boede i.
Der skal midt i vandrerhjemmet være et 150 kvadratmeter stort lokale, der skal kunne benyttes til konferencer med mere.
Henrik Jensen ser også muligheder for et golf-område – f.eks. med en golfsimulator.
Det udendørs motionsområde er populært, og mange familier benytter stedet. Der er også mulighed for at etablere et nyt lege-område for specielt børnene.
Den nuværende tribune skal fjernes, og det vil koste mellem 300.000 og 400.000 kr. Henrik Jensen fortæller til NORDJYSKE, at finansieringen er på plads.
- Byggeriet koster fem mio. kr., og vi kan låne pengene, uden at det går ud over Brønderslev Kommunes låneramme, fortæller Henrik Jensen.
Budgettet for det ny vandrerhjem hænger også sammen. Det nuværende vandrerhjem er utidssvarende.
Henrik Jensen oplyser, at det er planen at satse mere på sportslejre.
- Det er en ny kundegruppe, som vi tror vil kunne tiltrækkes, siger Henrik Jensen. Vi har gode faciliteter med tre haller og en svømmehal med mere, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.