Nyt varetegn præger havnen

En topmoderne Fisketerminal kan tages i brug ved fiskeauktioner om en måned

HIRTSHALS:Fremtiden er blevet synlig på havnen i Hirtshals, hvor den nye fisketerminal tårner sig op på Norgeskajen. Torsdag formiddag blev de sidste grå betonelementer bakset på plads og over middag blev der holdt rejsegilde, mens enkelte håndværkere stadig knoklede på livet løs. Arbejdet har næsten været tre år undervejs, og selvom byggeriet fremstår som et stort betonhus, skulle man allerede i løbet af maj være klar til at holde den første fiskeauktion i den enorme hal, der udgør 1. etape og som både indeholder køle- og fryserum, islager, sorteringshaller og ramper til los- og lastning af fisk. - Kvoter, havdage og maskestørrelser kan vi ikke gøre noget ved, men vi kan sikre optimale vilkår for behandlingen af friske fisk til gavn for både fiskere og og det lokale samfund, sagde næstformand i havnens bestyrelse Jørgen Aaen. Han understregede, at Hirtshals Havn med en investering på 50 mio. kr. har vist, at havnen tror på fiskeriet i fremtiden. Jørn Aaen kaldte håndværkernes arbejde for godt kram, og han svingende sig op til H.C. Andersenske højder med ordene: - En grim ælling er blevet til en stolt og smuk svane, og det bliver ikke kejserens nye klæder. Anden etape af byggeriet går i gang med nedrivningen af den gamle auktionshal, og arbejdet påbegyndes i den nærmeste fremtid. Den del indeholder ud over en mindre auktionshal og sorteringsfaciliteter også en bygning med kontorlokaler. Dansk Projekt-Rådgivning står bag det omfattende skitsearbejde, og direktør Per Pedersen fortæller, at det begrænsede kajanlæg stillede store krav til logistikken i Fisketerminal. I byggeriet er det taget højde for de strengeste hygiejnekrav med opdeling i zoner og med temperaturstyring i hele Fisketerminalen. Projektet er blevet omkring et halvt år forsinket, og det skyldes dels forurening i undergrunden og forskellige modeller for størrelsen af det nye isværk. Det forventes at den 6500 kvadratmeter store Fisketerminal kan indvies i december i år.