Nytår på den gode måde

Nytåret er over os. Her en samling praktiske råd til en festlig aften

Fyrværkeri er flot men også farligt, men hvis man følger Sikkerhedsstyrelsens anvisninger er der mindre risiko for liv og lemmer. Foto: Jesper Stormly Hansen/Polfoto
Dyr 28. december 2007 20:26

Øl frem for champagne Prøv noget nyt: skål i øl frem for champagne, når rådhusuret slår 12 nytårsnat. Smagsmæssigt harmonerer en syrlig drik som champagne temmelig skidt med sød kransekage. Kokke har sammenlignet det med at drikke kaffe sammen med appelsinjuice. Øl er en langt bedre følgesvend for kransekagen end champagne, mener brygmestrene på flere danske bryghuse, der derfor har udviklet deres eget særlige nytårsøl. Et af dem er GourmetBryggeriet ved Roskilde, der har skabt en let og undergæret nytårsøl, ¿New Year Beer¿. Også Ølfabrikken, Baggaardsbryggeriet og det lille bryghus Bødedal ved Vejle har lavet nytårsøl, og der er også to udenlandske nytårsøl i handlen herhjemme. Nytårsøl har naturligvis højt kulsyreniveau og flasken er forsynet med prop, så ved at vælge øl frem for champagne kommer man hverken til at undvære bobler eller det rigtige knald, når proppen springer af flasken. Gør boligen nytårssikker Uanset om nytårsaften fejres hjemme eller ude er det en god ide at nytårssikre boligen, anbefaler Bolius, boligejernes videnscenter, som ejes af Realdania fonden, der har råd mod nogle af de trusler mod boligen, som boligejere kan risikere nytårsaften: En klassiker er kanonslag i postkassen eller ind ad brevsprækken. Mange nye postkasser er derfor sikret mod hærværk. Enten kan postkassen nemt fjernes og bringes i sikkerhed, eller du kan tage postkassens låg af. Har du en brevsprække, er det en god idé at blokere den ved at sætte noget i spænd på bagsiden, så det ikke er muligt at smide fyrværkeri eller kanonslag ind. Har du en kattelem i døren, bør du spærre den af. En anden klassiker er, at juletræet eller andre ting hejses op i flagstangen. Hvis du står på en stige og binder snoren fast højt oppe på flagstangen, vil den være ret vanskelig at få fat i for kåde nabodrenge. Andre løjer har mere karakter af hærværk: Udendørs belysning, havelamper, ruder og cykler kan blive smadret, og brænde kan stables op ad din yderdør, så brændestablen vælter ind, når du åbner døren. Det er svært at gøre noget ved de fastmonterede ting, men løse genstande kan fjernes. Stil cykler, haveredskaber og krukker ind i et skur og lås skuret. Hærværk på biler er heller ikke ualmindeligt nytårsaften. Du kan mindske risikoen ved at køre din bil i carport eller garage, i stedet for at lade den stå ubeskyttet på villavejen. Brand Hold øje med stearin og bordbomber. Sørg for, at lys og bordbomber står stabilt og i sikker afstand fra letantændeligt materiale. Hav vand i nærheden i en vandkande eller spand. Tjek, at dine røgalarmer virker, og sørg for at have reservebatterier i huset. Fyrværkeriskader Overhold sikkerhedsafstande. Sørg for at anbringe og antænde fyrværkeriet korrekt. Vælg en fyrværkerimester i selskabet, inden der ryger for meget alkohol i blodet. Opbevar fyrværkeri sikkert og tørt, for eksempel et højt placeret sted i huset, så det ikke er tilgængeligt for børn. Sådan dækker forsikringen Hvis nogen kaster kanonslag ind ad din brevsprække, og du får ødelagt gulv eller gulvtæppe, vil både din bygningsforsikring og indboforsikring kunne dække skaderne. Det kan være vanskeligt at vurdere, om nytårsløjer, der ikke forårsager decideret skade, men alligevel medfører udgifter, kan dækkes af forsikringen. I sådanne tilfælde bliver du nødt til at kontakte dit forsikringsselskab og høre, hvordan du er stillet. Inviterer du gæster, som i aftenens forløb er skyld i en brandskade, for eksempel i forbindelse med en bordbombe eller fyrværkeri, vil du få dækket skaden, hvis der vel og mærke ikke er noget at bebrejde dig som ejer. Forsikringsselskabet vurderer, om du har medvirket eller på anden måde har handlet groft uansvarligt og dermed er involveret i skaden. Efter en udbetalt erstatning for en brandskade, som en af dine gæster er skyld i, vil forsikringsselskabet kunne rejse et erstatningskrav mod gæsten (for at gøre krav gældende skal forsikringsselskabet placere et ansvar, der kan bevises). Samme regler gælder, hvis der sker brandskader på dit hus, tag eller stråtag. Selvom du har alle dine forsikringer i orden, er du ikke garanteret erstatning, hvis forsikringsselskabet vurderer, at du har handlet groft uansvarligt. Det også er en rigtig god idé at tjekke, om alle i familien har en ulykkesforsikring. Langtfra alle, ikke mindst børn, har en egentlig ulykkesforsikring, der kan yde erstatning. (Kilde: Bolius) Kæledyr hader nytårsaften For mange kæledyr er nytårsaften en uhyggelig oplevelse. Hunden løber panisk rundt, gør og hyler, mens katten gemmer sig så langt væk som muligt, når familien Danmark tænder lunten på det tunge nytårsfyrværkeri. Med enkle midler kan dyrenes nytårsaften dog gøres mindre skræmmende. Dyrenes Beskyttelse har følgende råd: Hunden Gør hunden træt og tilfreds, før det for alvor går løs med krudt og brag. Gå derfor en lang god tur om formiddagen. Gå gerne turen i en hundeskov, hvor hunden kan få lov at gå fri og bruge sig selv fuldt ud. Giv hunden nogle udfordringer. Gem f.eks. godbidder, som den skal bruge sine sanser til at finde frem til. De mange stimuli fra formiddagen gør hunden træt og dejlig afslappet til om aftenen. Når så bragene begynder, handler det om ikke at give hunden medynk. Virk glad og tal muntert til hunden, som om bragene hører helt naturligt til. Hunden betragter dig som sin leder, og hvis lederen virker nervøs, så føler hunden sig bekræftet i, at der er noget at frygte. Katten Hvis din kat er vant til at gå ud og ind af en kattelem, så luk lemmen nytårsaften. Sørg for, at din kat har en bakke med kattegrus, hvor den kan forrette sin nødtørft. Hvis katten ønsker at gemme sig i et mørkt skab eller under sengen, så lad den endelig ligge. Den bliver ikke mere tryg af, at du haler den ud. I værste tilfælde kan den, i sin angst finde på at sætter kløerne i dig for at komme tilbage til sit gemmested. Heste, kvæg m.m. Ud over de mange hunde og katte, som bliver bange for fyrværkeriet, kan især udegående dyr som heste og kvæg også reagere meget stærkt på de høje lyde. Hvis man har mulighed for det, er det derfor en rigtig god idé at sætte dem på stald. Tag eventuelt en snak med de naboer, som du ved har hang til nytårskrudt, og bed dem om at tage hensyn. Hvis en god snak ikke hjælper, vil en henvisning til bekendtgørelsen om fyrværkeri måske hjælpe. Her står: ¿Anvendelse af fyrværkeri må ikke finde sted i mindre afstand end 100 meter fra landbrugsbygninger med hold af dyr, hundekenneler og andre dyrehold, samt arealer med udegående dyr¿. (Kilde: Dyrenes Beskyttelse) Fyr den af med fornuft Raketter, bordbomber og heksehyl er et ¿must¿ ved de fleste nytårsfester, og man kan sagtens fyre krudt af uden at risikere liv, lemmer og genboens stråtag. Især hvis man følger Sikkerhedsstyrelsens anvisninger: Alt fyrværkeri skal være godkendt af Sikkerhedsstyrelsen og forsynet med et godkendelsesnummer for at være lovligt. Fyrværkeri skal være mærket med et nummer, der starter med SIK på etiketten. SIK-nummeret på lovligt fyværkeri står desuden på Sikkerhedsstyrelsen positivliste over fyrværkeri. Hvis du har fyrværkeri, der er mærket med et BRS-nummer i stedet for et SIK-nummer, må du ikke affyre det. BRS-nummeret er det gamle godkendelsesmærke, og fyrværkeri med dette nummer er ikke længere godkendt. På Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside, kan du få mere at vide om sikkerhedsnumrene og tjekke, om dit fyrværkeri er lovligt. Det er ulovligt at købe, besidde eller anvende professionelt fyrværkeri og knaldfyrværkeri uden tilladelse fra politiet. Det er for eksempel ulovligt at affyre alle former for kanonslag. Det er desuden ulovligt selv at fremstille fyrværkeri, forskellige bombetyper samt at opbevare store mængder fyrværkeri uden tilladelse fra Sikkerhedsstyrelsen. Hvis du har fyrværkeri tilovers fra nytårsaften, må du ikke fyre det af efter 5. januar. Du kan i stedet gemme det til næste nytår eller aflevere det på en genbrugsplads, der tager imod fyrværkeri. Kontakt kommunen for at få at vide, hvor det kan afleveres. Det er ulovligt at sælge fyrværkeri til unge under 18 år. Der er dog visse undtagelser: Børn under 15 år må købe knaldhætter, knaldbånd, knaldperler og knallerter, og unge mellem 15 og 18 år må også købe bordbomber, trækbordbomber, stjernekastere og isfontæner. Råd om opbevaring - Opbevar fyrværkeriet utilgængeligt for børn. - Læg fyrværkeriet mørkt og tørt. - Hold fyrværkeriet væk fra elektriske apparater og varmekilder som for eksempel varmeapparater. - Det er lovligt at opbevare højst 1,5 kilo NEM (:NettoEksplosivMængde). NEM-vægten står på al nyt fyrværkeri og angiver mængden af krudt i fyrværkeriet). (Kilde: Sikkerhedsstyrelsen www.sik.dk)

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...