Lokalpolitik

Nytårs-kur på stegt valgflæsk

SULDRUP:Det handler om Suldrups fremtid, når der i morgen aften er nytårskur på Suldrup Kro. Det er atter Suldrup Borger- & Erhvervsforening der indkalder til arrangementet, hvor byrådspolitikerne får mulighed for at forklare sig og komme med eventuelle visioner for byen i fremtiden. Det vil de gerne - især i et særligt vigtigt valgår som dette, hvor det gælder overgangen til en storkommune. Sidste år fandt 75 borgere vej til lokalerne, halvdelen af dem til den nye indledende fællesspisning. Det prøver man også i år, så krofatter Henrik Pedersenatter serverer stegt flæsk og persillesovs som optakt til debatten. Borgmester Anny Winther og formændene for de tre stående udvalg deltager i mødet, hvor alle indfødte kan give deres mening til kende og forhåbentlig finde ny inspiration. Af konkrete spørgsmål at starte ud på for politkerne er: Hvorledes ser Suldrup ud om 5 år? Hvordan sikres erhvervslivet i byen? Hvad vil sammenlægningen af kommuner betyde for suldrup? Velbekomme.