Nytårskoncert med Birthe Kjær & Co. i Det Musiske Hus

Birthe Kjær og Bobo Moreno solister ved Prinsens Musikkorps’ traditionsrige nytårskoncert i Det Musiske Hus 19. januar

Birthe Kjær afløser i år Stig Rossen som solist ved nytårskoncerten 19. januar i Det Musiske Hus.

Birthe Kjær afløser i år Stig Rossen som solist ved nytårskoncerten 19. januar i Det Musiske Hus.

FREDERIKSHAVN:Solisterne ved Prinsens Musikkorps’ Nytårskoncert i det regionale spillested Det Musiske Hus den 19. januar bliver Birthe Kjær og Bobo Moreno.

Birthe Kjær forstår kunsten at sprede glæde med sin sang, og det har hun gjort siden hun som barn dannede trioen ”Sunshine”, som hun turnerede Jylland rundt med.

I 1968 fik hun sit store gennembrud, da hun med sin første single ”Arrivederci Franz” strøg direkte ind på en flot 1. plads på dansktoppen. Siden fulgte det ene dansktop hit efter det andet som f.eks. ”Sommer og sol”, ”Tennessee Waltz” og ”Den knaldrøde Gummibåd” – sange som er blevet evergreens, og som har fået deres helt egen plads i danskernes bevidsthed.

Bobo Moreno

Bobo Moreno fik sin debut på den danske musik-scene i 1988, og har som sanger prøvet det meste.

Både på små og store scener, på tourné med Sanne Salomonsen, i duet med Lill Lindfors på TV, eller i studiet med D:A:D.

Selv en enkelt musical kunne det blive til, da han i 1996 medvirkede i Peter Langdals opsætning af HAIR på Betty Nansen Teatret.

Perlerække af solister

Prinsens Musikkorps’ nytårskoncerter har fået nærmest kultagtig karakter.

En perlerække af danske kunstnere har gennem de senere år stået på scenen sammen med orkestret, og det er noget det danske publikum har bemærket.

I 2008 var det Dario Campeotto og Jette Torp, der var på turné med Prinsens Musikkorps. Året efter var det Kurt Ravn og en gravid (på 1. del af turen) Annette Heick, der stod på scenen.

I 2010 var det Preben Christensen og Maria Lucia, der begejstrede publikum ved nytårskoncerterne.

I 2011 var der debut til crooneren Michael Carøe i selskab med operasangerinden Susanne Elmark og i 2012 var det Stig Rossen, der tog turen gennem Danmark sammen med Prinsens Musikkorps.

13 koncerter i alt

Der spilles 13 nytårskoncerter i 2013 i henholdsvis Slagelse Musikhus, Langå, Thisted, Vemb, Thyholm, Viborg, Ejsing-Egebjerg, Harboøre, Skive, Galten, Brønderslev, Aalestrup og altså i det regionale spillested i Frederikshavn den 19. januar.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.