Nytårskoncert med symfoniorkester og entertainer

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Aal­borg Sym­fo­ni­or­kes­ter spil­ler.

HOBRO:Hobro Musikforening inviterer til den populære nytårskoncert med Aalborg Symfoniorkester onsdag 10. januar om aftnerne. Som solister medvirker sopranen Nana Hovmand og entertaineren Preben Kristensen, der også optræder i rollen som konferencier. Da Preben Kristensen uddannede sig til skuespiller mødte han Anders Bircow og Thomas Eje, og de tre dannede sammen ”linie 3”, der gennem 25 år har optrådt med musikalske shows og parodier på de kendte. Preben Kristensen har også gjort sig gældende i en lang række teaterforestillinger, shows og musicals, og har blandt andet sunget hovedroller i West Side Story og Phantom of the Opera. I spidsen for Aalborg Symfoniorkester står englænderen David Firman. Han er oprindelig uddannet indenfor den klassiske musik, men kom tidligt i sin karriere i kontakt med musicalgenren. I Londons West End stod han i spidsen for den oprindelige opsætning af Jesus Christ Superstar, Evita, Cats og mange flere. Han har arbejdet sammen med navne som Liza Minnelli, José Carreras og Bobby McFerrin, dirigeret samtlige store orkestre i sit hjemland, og er også en hyppig gæst i Danmark. Med David Firman på podiet er der lagt op til en række musicalnumre fra Londons West End, men årets musikalske nytårsbuket må naturligvis også indeholde wienermusik af blandt andet Lehar og Johan Strauss. - Symfoniorkestrets musikere er garanter for, at det ikke blot bliver underholdning, men også god musik, lyder det fra Bjarne Martin, Hobro Musikforeningen. Koncerten er som sædvanlig i gymnasiets festsal, og billetter kan købes i forsalg på Hobro Bibliotek fra 1. december. Med Preben Kristensen på plakaten forventer musikforeningen, at der hurtigt bliver udsolgt.