Nytårskoncerten er næsten udsolgt

FREDERIKSHAVN:Nytårskoncerten søndag 13. januar klokken 19.30 i Store Sal i Det Musiske Hus i Frederikshavn er næsten udsolgt. - Det haster, hvis man vil sikre sig billetter. Det er utroligt dejligt, at den gode tradition bliver bakke op af folk med hang til klassisk musik, siger arrangementsleder i Det Musiske Hus, Kasper Bonde. Det er borgerforeningen i Frederikshavn og Det Musiske Hus, der holder fast ved den stolte tradition og giver igen vendelboerne mulighed for at opleve en rigtig klassisk nytårskoncert. For et år siden blev billetterne hurtigt solgt og mange brugte dem som gaver under træerne. I selskab med sopranen Susanne Elmark skyder Randers Kammerorkester det nye år ind med et musikalsk festfyrværkeri, der indeholder alt det, der hører en rigtig nytårskoncert til. Og som sædvanligt samler orkestrets skotske chefdirigent, David Riddell, trådene fra sin plads på dirigentpodiet. Der bliver ved nytårskoncerten musik en række populære operaer, operetter og musicals komponeret af blandt andre Johann Strauss, H.C. Lumbye, Charles Gounod, Edvard Grieg Susanne Elmark har markeret sig med en særdeles bred og alsidig karriere fra opera på de internationale scener over roller i operette og musical til indtaling af en række tegnefilm. Som operasanger har Susanne Elmark optrådt som Nattens dronning i Tryllefløjten på Deutsche Oper i Berlin, og hun har haft roller på blandt andet Komische Oper i Berlin, Opera Irland og Bayrische Oper i München, hvor hun har sunget under mesterdirigenten Zubin Metha. Susanne Elmark har desuden høstet mange roser for sin rolle som Adele i Flagermusen på Det Ny Teater i København, og samme sted har hun som musicalsanger sunget Christine i ¿Phantom of the Opera¿.