Nytårskrudtet vil flimre over Hobroegnen

Foreløbig 33 af 48 forhandlere i politikredsen har mod på at sælge fyrværkeri - trods skærpede krav

EMNER 1. december 2004 05:00

HOBRO: Nytårskrudtet kommer også i år til at brage og udfolde sig i smukke farver på nattehimlen over Hobro og omegn. Hele 33 butikker og dermed størstedelen af de 48 udbydere af fyrværkeri, som tidligere er godkendt, har nemlig meldt tilbage, at de er interesseret i at fortsætte på de skærpede betingelser navnlig for opbevaring af fyrværkeri. Og butikker med småpartier af nytårskrudt behøver stadig ikke spørge om lov hos politiet. Men specielt et par af de store udsalgssteder som eksempelvis Kvickly og Føtex i Adelgade i Hobro løber ind i store vanskeligheder, fordi der kun må lagerføres ganske små mængder. Således afskæres Kvickly fra at opbevare fyrværkeri i containeren på parkeringspladsen, som man plejer at gøre. Containere skal nemlig stå mindst 25 meter fra bebyggelse og med afstande på 10 meter fra brandbare genstande som biler. - Overvejelsen kunne være at flytte containeren væk fra byen. Selv om containeren jo skal indhegnes forsvarligt, så risikerer vi at lave et tag-selv-bord, bemærker butikschef Søren Børresen. - Så vi overvejer stadig, hvad vi skal gøre, tilføjer han. Hos kollegerne i Føtex overlader butikschef Inge Sørensen ordet til koncernledelsen. Supermarkedskæden overvejer nemlig muligheden for at arrangere hyppig transport rundt til butikslokalerne. Problemet for navnlig de store udbydere er, at de skal overholde samme skærpede regler som selv den mindste butik. Man må højst må have 100 kilo fyrværkeri liggende på lager bag lukkede døre uden andet brandbart materiale i rummet. Fremme i selve butikken må ligge op til 50 kilo fyrværkeri med begrænset effekt - såsom knaldperler, bordbomber og isfontæner. Dertil andre 50 kilo med de velkendte raketter, romerlys og lignende. De to kategorier af fyrværkeri skal ligge på hver sit bord - med mindst fem meters afstand. 10 containere På de betingelser kan alle butikker i realiten sælge og lagerføre op til de sammenlagt 200 kilo fyrværkeri. Også uden at spørge om lov hos politiet. Men i sagen natur batter det mere med containere lidt væk fra bebyggelse til at opbevare nytårskrudtet i. Også her mærkes de opstrammede regler. Nu må containerne nemlig højst rumme 1000 kilo mod tidligere 2000 kilo fyrværkeri. Nu tilmed forsvarligt hegnet ind og med mindst 25 meter til beboelse - og container-åbningen skal vende. Hos politiet behandler man 10 ansøgning om contaniere. Nemlig tre i Hobro: (Jem & Fix på Randersvej samt hos Stark og Torben Bruun nær havneområdet. To containere opstilles i Aalestrup, mens byerne Hadsund, Øster Doense, Haverslev, Als og Skørping hver melder sig med foreløbig en enkelt container. - Men alting er gået meget hurtigt. Først sent fredag fik vi de nye tekniske forskrifter for fyrværkeri ind af døren, så over weekenden har vi haft travlt med at tilbagekalde de gamle tilladelser og bedt om at få en ny ansøgninger med tegninger over butikslokale. Det har fået enkelte til at sige, at nu gider de ikke være med mere, mens andre lige vil tygge lidt beslutningen, fortæller politiassistent Jens Jensen, Hobro Politi. Når tilladelserne til at forhandle fyrværkeri er givet, vil beredskabschef Johannes Holm Iversen besøge de enkelte forretninger og lagre for at kontrollere, at alle forskrifter overholdes.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...