Turisme

Nytårstrav med indlagt sang og kold dukkert

SKØRPING:På søndag inviterer Rebild-Skørping Turistforening på nytårstravetur i samarbejde med Idrættens År. Ved samme lejlighed afslutter kommunen officielt idrætsåret, som netop blev åbnet for et år siden ved den tilsvarende nytårstravetur, som 400 mennesker deltog i. På søndag begynder turen på p-pladsen ved Mosskov Pavillonen, hvor formand for turistforeningen, Henrik Henriksen, byder velkommen, hvorefter de tre guider, skovrider Bendt Egede Andersen, forfatter Helge Qvistorff og seniorsportschef Kirstine Langagergaard, tager hver sin gruppe med ud på en tur i skoven. Hvis man vælger Kirstine Langagergaard, er der mulighed for stavgang. De tre grupper mødes ved Skovridergården, hvor der er skovkorsang ved Al Dente, og så skifter grupperne guide og mødes ved badepladsen ved St. Økssø, hvor foreningen Søens Folk vil føre an i vinterbadningen. Formand for børn, skole og kulturudvalget, Leon Seb-belin (R), slutter idrætsåret af med at uddele to nye aktivpriser til en lokal leder og til en udøver. Til sidst vanker der varm kakao og Mosskov-kringle på plænen foran Mosskov Pavillonen. I forbindelse med nytårstraveturen er der også premiere på Audioguiden i Rold Skov. Det er en ny form for oplysning til skovens brugere, som ved hjælp af en medbragt mobiltelefon kan ringe op til en audioguide, der i virkeligheden er en mobiltelefonsvarer placeret på et skilt på et spændende sted. Man kan hente en folder på Rebild-Skørping Turistbureau eller kikke på www.audioguiden.dk.