Turisme

Nytænkning i turistservicen

Politikerne vil sætte nye pejlemærker for turismens udvikling. Det kan betyde ny struktur med kun et turistkontor i Blokhus og nye samarbejder.

De tre turistkontorer i Jammerbugt Kommune står foran nye tider, der meget vel kan betyde at der om få år kun er et helårsåbent turistkontor i Blokhus, og resten af turisternes behov for information dækkes ude hos aktørerne, dvs. hoteller, campingpladser, attraktioner mv., eventuelt med supplement af information på hovedbyernes biblioteker. - Det er i hvert fald en af mulighederne, siger borgmester Mogens Gade (V), forud for den diskussion, der i eftermiddag går i gang i økonomiudvalget, når kommunens fremtidige turistservice er på dagsordenen. Det blev i forbindelse med budgettet for 2012 besluttet, at organiseringen af kommunens turistservice skal tages op til revision, blandt andet for at sikre, at de 4,1 mio. kr., der hovedsageligt går til drift af de tre kontorer i Blokhus Brovst og Fjerritslev, bruges optimalt. Af de mange penge går 3,4 mio. kr. til lønninger, og om det skal blive ved med at være sådan, vil Mogens Gade ikke forholde sig til på forhånd. - Men det er på tide at vurdere, om vi skal ændre strategi inden for turistservicen. Jeg mener, at opgaven i dag løses udmærket langt hen ad vejen, men vi skal have mere fokus på markedsføring og profilering af det, vi kan tilbyde her i kommunen, forklarer Mogens Gade. - Det skal ske i et samarbejde mellem turistservice, erhvervsservice og kommunens udviklingsafdeling, og aktørerne skal anspores til at blive endnu bedre værter. De skal meget gerne guide vores gæster videre til andre gode oplevelser, tilføjer han. - I dag har vi tre turistkontorer, der har åbent året rundt, og det er ikke sikkert, det er den klogeste løsning. Ressourcerne kan måske udnyttes bedre. Økonomiudvalget vil i dag samle de input, som forvaltningen skal arbejde videre med, og så vil man senere tage stilling til den nye model i byrådssalen.