Nytænkning på skatteområdet

Skatteborgerforeningens forslag om, at vi alle kun skulle betale 37 procent i skat var jo sød musik i alles ører. Senere på dagen kommer der så en lille påmindelse fra OECD om, at der skal reformer til nu, dersom vi ikke vil miste velfærdssamfundet og så senere komme til at betale endnu mere i skat.

Det er jo godtnok to vidt forskellige meldinger som sådan , men vel meget passende , at de kommer på samme tid. Men uanset hvilket forslag man vælger, så er ingen af dem løsningen på det allermest på trængende problem, vi har her i Danmark her og nu. Nemlig den manglende konkurrenceevne. Det er langt mere påtrængende at få dette løst end lettelsen af skatten på arbejdsindkomster, som da i sig selv godt nok er et påtrængende problem. Men hvert eneste forslag om disse emner er velkomne og nødvendige for, at der kan komme en grundig debat i gang om problemet. Altså der skal reformer til, og det skal være nu, siger OECD. Vi er ganske enige. Men hvilke reformer er det så, der skal til? Ja alle taler om skattelettelser på arbejdsindkomster, altså lempelse af indkomstskatten. Nogle vil fjerne topskatten, nogle vil fjerne mellemskatten og andre vil lempe bundskatten . Samtidig taler alle om globaliseringen. Efterlønnere opfordres til at blive længere på arbejdsmarkedet, alle de fyrede slagteriarbejdere og Bisca-arbejderne skal jo bare lige omskoles. Så er den sag i vinkel. Men hvor er så de arbejdspladser, som de er blevet omskolet til? Det er bedrageri, at bilde de fyrede slagteriarbejdere ind, at de omskoles til arbejde. Nej de omskoles til en ny omskoling, nemlig til en ny arbejdsløshed, blot med et andet, ikke nødvendigvis højere videngrundlag. For sandheden er jo den, at der eksisterer ingen reelle arbejdspladser, der mangler arbejdskraft. Havde vi dog bare haft disse arbejdspladser, ja så skulle vi vel sagtens kunne finde den manglende arbejdskraft blandt de 175.000 registrerede arbejdsløse, vi siges at have. Men hvorfor findes disse arbejdspladser så ikke? Det gør de ikke af den simple grund, at vores konkurrenceevne på de elementære arbejdspladsers område bredt set er borte. Hvorfor er den så det? Jo, det er den her og nu fordi globaliseringen ganske enkelt har indhentet os og overhalet os indenom Arbejdskraften er simpelthen for dyr i Danmark. Den er ikke for dyr, fordi arbejderens netto løn er for høj. Bruttolønnen er for høj. Og det er den, fordi indkomstskatten er for høj. Men hvorfor er skattetrykket da så højt i Danmark (det højeste i verden)? Jo, det er det af den simple grund, at der er for få mennesker i Danmark, der har et regulært produktivt arbejde, sammenholdt med, at vi har alt for mange på en eller anden form for overførselsindkomst. Ligeledes er den offentlige administration, hvilket skal forstås menneskerne bag skrivebordene /embedsmændene, eksperterne og alle specialisterne, hvis eneste opgave, at klientgøre så mange borgere som mulig, alt for stor. Den øvrige del af den offentlige sektor, de arbejdende hænder i sundhed og pleje, skole og renholdelse og vejvæsen har alle hænderne fulde, så her skal der ikke ske fyringer, tværtom måske. Bruttolønnen er selvsagt den største udgiftsfaktor på virksomhedernes totale lønomkostning. Derfor er det også bruttolønnen, vi skal have sænket, dersom vi skal genvinde en varig forbedret konkurrence evne. Er danske virksomheders bruttolønomkostning konkurrencedygtig i forhold til den verden, vi omgiver os med, så kommer arbejdspladserne ganske af sig selv. Det er jo ren logik i et initiativrigt folkefærd, som det danske. Danskerne kan slet ikke lade være med at sætte ting i gang hvis der er muligheder. Danske virksomheder kan sælge alt og mere til, dersom vi kan konkurrere, dog ikke kun, men også på prisen. Hvad er det så, vi er oppe mod i en verden, hvor globaliseringen drøner derud af med turbo på? Vi er oppe mod billigere arbejdskraft fra de nye EU-lande og eksporten af arbejdspladser til fjern østen. Det er det, man må forholde sig til, og næsten ikke andet. I hele valgkampen - og også efter - taler alle, også OECD, om, at skatten på arbejdsindkomster i Danmark skal ned. Ja, det skal den, vi er helt enige. Men dette gør det ikke alene. Dersom denne sænkning ikke resulterer i en sænkning af bruttolønsudgiften over for virksomhederne, så hjælper den ikke spor på konkurrenceevnen og vil således ikke give en eneste reel arbejdsplads. Det vil kun give ganske få flygtige arbejdspladser afstedkommet af det større forbrug, som for øvrigt lige så godt kan gå hen og blive brugt til importerede varer og udenlandske ferier, og det er der jo ikke reelle danske arbejdspladser i. Altså, den enkelte virksomheds konkurrenceevne vil ikke blive forbedret ved, at arbejdernes realløn hæves ved en skattelettelse, enten det sker ved fjernelse af top skatten, mellemskatten eller bundskatten. Det kommer kun lønmodtageren til gode. Det eneste, der skaber en bedre global konkurrenceevne, er sænkning af bruttolønomkostningerne for virksomhederne. Sikring af lønmodtagernes realløn/nettoløn/købekraft sker med fuld retfærdighed ved at hæve den skattefrie bundgrænse tilsvarende. Det har længe været vores bud på at skaffe flere virkelige arbejdsplader hurtigt til dem, der i dag dagligt kastes ud i arbejdsløsheden. At fremtiden arbejdere vil have en anden substans end de traditionelle arbejdere i dag, er jo en følge af en verden i udvikling, og sådan må det jo være Men det er dem, der her og nu intet arbejde har, vi skal hjælpe. Og det gør vi mest effektivt på denne her måde. Vores skattepolitik går i enkelhed ud på følgende: Lavest mulig bruttoløn. Arbejdernes real/nettoløn bevares på nuværende niveau og reguleres som hidtil med udgangspunkt i den almindelige rellønsudvikling i samfundet, ved hæve/sænke den skattefrie bundgrænse. Lønindkomst ud over den skattefrie bundgrænse beskattes med en og samme skatteprocent af første som sidst tjente kr. Denne skatteprocent kunne måske godt være 38-40 procent, men skal jo selvfølgelig beregnes. Denne fremgangs måde vil først og fremmest altid sikre de lavestlønnede. Det vil forenkle skatte administrationen, måske med 50 procent af arbejdsbyrden. En besparelse enhver anden arbejdsgiver ville juble over. Men det passer jo nok ikke til vores fhv. liberale statsminister i forhold til de guldrandede jobgarantier, der strøs ud til højre og venste. Det vil også give almindelige mennesker mulighed for selv at kunne regne egen skat ud. Sidst men ikke mindst rig mulighed for at skære i den offentlige sektors udgifter. Ovenstående nødvendiggør selvsagt, at der skal spares i det offentlige. Der er ingen vej uden om. Der er ingen anden holdbar vej. Hvordan hænger så den financielle side af vores projekt sammen? Jo projektet finansierer sig selv lang hen af vejen ved, at alle kommer i arbejde ved, at vi sænker bruttolønnen med 15 procent. Kommer alle 170.000 arbejdsløse i arbejde, giver det et plus på statens indtægtsside på over 40 milliarder. Vi kan med lethed og samtidig fortsat være humane ud over alle grænser og spare halvdelen af udgifterne til indvandrerne/flygtninge En reduktion af de offentlige udgifter ved at udnytte naturlig afgang i sektorens administrative del vil bidrage vægtigt til balance i projektet. Men som debatten former sig i dag, kan man vel konstatere, at der er ingen andre, der tør gribe om nældens rod. Eller er der? Af Christian Jensen Gerå Engvej 65, 9340 Asaa vognmand stifter af og formand for partiet De Uafhængige christian-jensenc.dk