Nytorv får ansigtsløft

Ejendommen midt på Nytorv skal have otte ejerlejligheder

Poul Erik Tarp
Nytorv 8A skal bygges om, så der bliver tre butikker i stedet for én, og de to øverste etager får otte ejerlejligheder, - fire på hver etage. Ombygningen vil stå klar hen over sommeren 2012.Privatfoto
EMNER 28. september 2011 20:00

Hen over sommeren 2012 får Nytorv skiftet sin karakter. Ejeren af Nytorv 8A, Michael Guldbæk Karlsen, har nemlig store planer med ejendommen. - Der skal indrettes otte ejerlejligheder i to planer, og det er hensigten at omdanne butikken i stueplanet til tre mindre butikker, fortæller han. Ejerlejlighederne får en størrelse på mellem 55 og 88 kvadratmeter, og i følge Michael Guldbæk Karlsen får alle lejligheder centralt placerede vinduer. - Der er dog et par lejligheder som stiller os på en udfordring for at kunne leve op til denne forudsætning, siger han, der først kan komme i gang med projektet, når Thisted Kommune har givet byggetilladelsen. Og den skal blandt andet indeholde tilladelse til fælles indgang fra ejendommens gård til de otte ejerlejligheder. Derfor forventer han ikke, at renoveringen af Nytorv 8 kommer i gang på denne side af jul. - Realistisk set bliver det nok engang i foråret, og så vil ombygningen og renoveringen stå færdig i løbet af sommeren 2012, forklarer han. Som udgangspunkt er det meningen, fortæller Michael Guldbæk Karlsen, at dagligvarebutikken i stueplan bliver ændret til tre mindre butikker. - Det kunne være en frisørsalon, blomsterbutik, og en tøjbutik ser jeg som helt oplagt, mener han. Indretningen af den nuværende dagligvarebutik forestiller han sig skal have en let vægkonstruktion, så det er muligt at ændre på butikkernes størrelse, som i gennemsnit vil have en størrelse på 133 kvadratmeter, og de vil alle få facade mod Nytorv. Ombygningen og renoveringen har endnu ikke været i licitation, og derfor har Michael Guldbæk Karlsen ikke noget kvalificeret bud på de samlede omkostninger for at bygge ejendommen Nytorv 8A om.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...