Byggeri

Nytorv-hjørnet renoveres

Hjørnebygning renoveres for 2 mio. kr. og lejes ud igen

Beliggenheden på det trafikerede strøg er optimal, mener direktøren for Steentoft Develop, der har store forventninger til huset, som nu får den helt store kølhaling. Foto: Peter Broen
Beliggenheden på det trafikerede strøg er optimal, mener direktøren for Steentoft Develop, der har store forventninger til huset, som nu får den helt store kølhaling. Foto: Peter Broen

Opdateret kl. 12:43

En af Frederikshavns mest markante og synlige bygninger, den store hjørneejendom på Nytorv, hvor møbelforretningen Heile indtil januar 2010 havde butik i underetagen, bliver nu totalrenoveret.Horsens-selskabet Steentoft Develop har overtaget ejendommen, der omfatter hele hjørnet med det 900 kvm. store butikslejemål, otte store lejligheder samt Skipperhuset på hjørnet af Skippergade og Vestergade. Steentoft Develop har specialiseret sig i at overtage og istandsætte nødlidende og nedslidte ejendomme.

Totalrenoveres

Ifølge direktør Jacob Steentoft får huset nu den helt store overhaling.- Vi går i gang den 1. juli. Tag og vinduer skal skiftes og hele facaden skal renoveres og isoleres, så det lever op til de nye standarder. Steentoft Develop renoverer selv for cirka to mio. kr. Dertil kommer, hvad lejerne har af ønsker til ejendommen. - Er der en restaurant, som er klar til at flytte ind, skal vi selvfølgelig lave køkken og hvad der ellers skal til. Bliver det et fitnesscenter, skal der laves bad og omklædning. Nu må vi se, siger Jacob Steentoft, der har store forventninger til den markante bygning på Nytorv. - Butikslejemålet i bunden er på 900 kvm. Det giver nogle muligheder. Vi satser på ”en ankerlejer”, der vil overtage det meste og kan så dele resten op i mindre lejemål.

Fire lejemål allerede

På 14 dage er det lykkedes at leje de første fire lejligheder ud, og direktøren i Steentoft Develop er optimist:- Beliggenheden er fantastisk lige ved indkørslen til Frederikshavn. Fra penthouselejlighederne på fjerde sal er der udsigt både op gennem gågaden og over Kattegat. Vi synes selv, at det er en perle i Frederikshavn. Det er ærgerligt, at huset har stået tomt, men bygningsmassen er sund, så det bliver et rigtig flot hus, når det bliver totalrenoveret, siger Jacob Steentoft. Hele renoveringen skal være færdig til nytår. Den første lejer flytter ind den 15. juni, og de næste tre lejligheder bliver beboet fra den 1. august.

Viceværtsopgaver

Steentoft Develop tilbyder også facility service, det vil sige pasning, snerydning og vedligeholdelse af andres ejendomme. Udover Frederikshavn har Steentoft Develop pt. renoveringsprojekter i Vorbasse, Klovborg og Skærbæk, tilsammen cirka 150 lejligheder. Se mere på www.steentoft-develop.dk

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden