Nytorv plaget af lommetyv

Tyverier 6. juni 2003 08:00

NYTORV: Politiet i Aalborg er på udkig efter en geskæftig lommetyv, der onsdag aften fik det bedste ud af menneskemylderet på Nytorv i forbindelse med Day & Night - arrangementet i Aalborg by. Torsdag morgen begyndte anmeldelserne således at strømme ind på Politigården fra frustrerede borgere, der på ulovlig vis var blevet afhjælpet både kontanter, punge og personlige papirer. De fleste af tyverierne fandt sted onsdag aften ved 21-tiden omkring busstoppestedet ved linje 10, men også på Gabelsgade ved Føtex slog lommetyven til. Politiet føler sig overbevist om, at det er den samme gerningsmand, der står bag tyverierne. - Vi arbejder ud fra mistanken om, at det er den samme person, når tyverierne ligger så tæt i tid og sted, oplyser vagthavende ved Aalborg Politi. -Lommetyven har sandsynligvis udnyttet, at der var mange mennesker på spil. Og det er typisk for sådan en situation. Aalborg Politi leder nu efter en cirka 35-årig slank kvinde med lyst affarvet hår og en højde på cirka 170 centimeter. Kvinden bar på gerningstidspunktet en hvid bluse og beige-farvede benklæder. I alt lykkedes det lommetyven at frarøve cirka 4500 kroner fra diverse tasker, lommer og punge.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...