Nyuddannede foretrækker job i storbyer

Arbejdsmarked 18. oktober 2002 08:00

KØBENHAVN: Danske byer har svært ved at tiltrække højtuddannede unge fra hovedstadsområdet, der ellers er villige til at flytte efter gode job. Det skriver JP København på baggrund af en undersøgelse blandt 3000 studerende, som placerer London og New York øverst på de unges ønskeseddel. Til gengæld er der ikke mange, som tænder på de danske yderområder. Det betyder, at der mangler kvalificerede ansøgere til job langt fra uddannelsesstederne. Ifølge undersøgelsen er ni ud af 10 studerende fra hovedstadsområdet villige til at flytte til den engelske hovedstad. Men kun to tredjedele vil flytte til Århus efter et godt job. Kun hver tiende er interesserede i en karriere i Nordborg, Thisted eller Rønne. Og selv en større provinsby som Vejle appellerer mindre til de unge københavnske akademikere end f.eks. Helsingfors og Mexico City. Rapporten "Hellere job i New York end i Nordborg" er blevet til i et samarbejde mellem Jøp, Ove & Myrthu, Studenterhjaelpen.dk., PID-personalechefer i Danmark og ImageMonitor. 3000 studerende på de videregående uddannelser er blevet spurgt om deres forventninger til arbejdslivet. Baggrunden for undersøgelsen er, at der i de kommende år bliver kamp om de veluddannede unge. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...