Udland

Nyvalgt pakistansk premierminister til USA: Stop droner

Amerikanerne skal stoppe med droneangreb i Pakistan, siger landets kommende premierminister.

Nyvalgt pakistansk premierminister til USA: Stop droner

Nawaz Sharif, som onsdag er taget i ed som ny premierminister i Pakistan, appellerer til, at USA stopper sine droneangreb i den nordvestlige del af landet.

Således lægger Sharif fra land i sin tredje periode som premierminister med en kritik af USA, der har store interesser i landet. Nawaz Sharif sad på posten i to perioder i 1990'erne.

- Vi respekterer andre landes suverænitet, og de burde også respektere vores suverænitet og selvstændighed. Disse angreb bør slutte nu, siger Nawaz Sharif.

De amerikanske angreb med ubemandede fly har vakt vrede i Pakistan. Washington derimod ser dem som et godt redskab i kampen mod Taliban og militante fra al-Qaeda.

Sharif har sagt, at Pakistan vil samarbejde med Nato, når dens styrke forlader nabolandet Afghanistan.

Hans parti, Pakistans Muslimske Liga-Nawaz (PML-N), tog de fleste stemmer ved valget, og partiet besætter 186 af 342 sæder i parlamentet.

Nawaz Sharif blev fjernet fra posten i 1999 af Pervez Musharraf, som ledte et militærkup.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.