O.k. til landsbyordning i Rakkeby

Rakkeby Skole og Solstrålen slås sammen som forsøgsordning

RAKKEBY:Kommunalbestyrelsen har givet grønt lys for at den såkaldte landsbyordning kan indføres som treårigt forsøg i Rakkeby. Det betyder, at skolen og børnehaven slås sammen og får fælles ledelse fra 1. april næste år. Skolen og Solstrålen har arbejdet med planerne længe, men det bliver den nytiltrådte inspektør, Henrik Poulsen, der kommer til at stå i spidsen for projektet. - Jeg er selvfølgelig positivt indstillet overfor det. Det var én af grundene til at jeg søgte herud, siger han. Tryghed for børnene - Det kommer til at give større sammenhæng i børnenes hverdag, og børnene i børnehaven kommer til at møde de voksne på skolen, fordi der bliver noget overlap. Skiftet fra børnehave til skole bliver ikke ret stort fremover. Det giver en større tryghed, og når børn er trygge er de også mere modtagelige for undervisning. Henrik Poulsen forventer at landsbyordningen bliver en fordel for alle: - Forældrene vil fremover kun skulle ét sted hen og der bliver kun én bestyrelse. Det bliver én stor institution for de tre- til 13-årige i Rakkeby. For os giver det mulighed for at samarbejde på en ny måde. Vi får et helt billede af barnet, ikke bare skoledelen. Der er rigtig mange plusser, mener han. Han forventer dog ikke nogen økonomisk gevinst af betydning i forbindelse med indførelsen af landsbyordningen. Selv om der bliver fælles ledelse, bliver der ikke færre ledere, idet skoleinspektøren bliver leder for hele herligheden, mens Solstrålens leder fortsætter som afdelingsleder for børnehaven og viceinspektøren bliver afdelingsleder på skolen. Lederne får således nogle andre titler, men der forsvinder ikke nogen ud af systemet. Ros til Rakkeby Ingen af politikerne i kommunalbestyrelsen havde indvendinger imod forsøgsordningen. - Det er et utroligt godt stykke arbejde, de har gjort i Rakkeby. Der er måske ingen økonomi i det, men der er kvalitet for børnene, roste Jette Pedersen (V). - Jeg går ud fra at der også KAN blive økonomi i det?, indskød borgmester Knud Rødbro, og det lod til at der var en forventning om, at landsbyordningen før eller siden også giver en økonomisk fordel. Forsøgsordningen blev godkendt uden afstemning.