Oasebod i trafikalt knudepunkt

I dag kan købmandsbutikken i St. Binderup fejre 50 års jubilæum, mens kollegaer lukker på stribe

Trafikpolitik 1. februar 2003 07:00

STORE BINDERUP: Efter 50 års virke har patienten det godt og lever modsat mange tidligere små dagligvarebutikker i bedste velgående. Så kort kan diagnosen stilles for købmandsbutikken Let-Køb på Møllegårdsvej i St. Binderup. I dag markerer købmandsparret Aase og Søren Christensen jubilæet med kaffe hele dagen til stamkunderne samt lidt mundgodt. - Vi hygger lidt om dem, for reelt var det jo ikke os, der etablerede butikken dengang. I stedet venter vi tre år med den store jubilæumsfest, for da har vi selv været her i 25 år, påpeger Aase Christensen. Samtidigt understreger hun kraftigt, at købmandsbutikkens er hendes domæne, mens hendes mand Søren til gengæld siden 1982 har drevet lastvognsværksted i tilknytning til Q8 tankanlægget skråt over for. - Dog har jeg de sidste 15 år fået lov til hver søndag formiddag at køre ud med varer, frisk morgenbrød og aviser til en fast kreds af vore kunder, tilføjer han med et glimt i øjet. Kollegaer opgiver Før tiden som selvstændig købmand var Aase Christensen i 15 år servetrice på Store Binderup Kro, 200 meter fra butikken. - Egentligt havde vi for sjovt snakket om på et tidspunkt at få vores eget. Da ejeren af butikken, datter af den tidligere ejer af Store Binderup Kro, pludselig gav os tilbuddet om at overtage stedet, slog vi til, mindes Aase Christensen. Dog var ægteparret tæt på totalt at miste gejsten kort efter overtagelsen for 22 år siden. En offentliggjort prognose få uger seenre spåede nemlig, at 500 mindre butikker i Danmark i løbet af de næste fem år ville dreje nøglen om og lukke. - Jeg sagde til min mand dengang, at det var vist lidt for tidligt og på forkert grundlag, vi blev selstændige med butik på landet. Heldigvis har vi overlevet i kraft af, at vi ligger centralt placeret i et trafikalt knudepunkt, erklærer Aase Christensen. Men en række andre tilsvarende butikker i omegnen har derimod måttet lukke på grund af samfundsudviklingen med øget konkurrence, både i Lille Binderup, Kgs. Tisted, Testrup og Øster- og Vester bølle. - Når jeg ser tilbage, har jeg oplevet omkring 15 andre kollegaer måtte lukke ned. En af de seneste var købmandsbutikken i Østrup tre kilometer herfra for et par år siden, og den øgede omsætning gav mig mulighed for at indlede med at køre vareture i lokalområdet, fortæller Aase Christensen. Lastbiler et hit En stor del af kunderne i købmandsbutikken er ud over en kreds af lokale de mange bilister, der passerer tæt forbi på hovedvej A13 samt Farsøvej. Især lastbiler på vej nord- eller sydpå er blandt hendes trofaste og gode kunder. - Langturschaufførerne i dag tilbereder jo selv deres mad undervejs, og med de gode parkeringsforhold kommer de ofte og foretager den helt store proviantering. Samtidigt oplever jeg mange på vej til arbejde, der lige kigger forbi for at handle, og af samme grund åbner jeg butikken allerede klokken 6.30, fortæller Aase Christensen. I lighed med andre handlende langs A13 mærkede hun også et fald i omsætningen ved åbningen af motorvejen til Aalborg i 1992. Men især lastbilerne er ifølge købmanden for en stor dels vedkommende siden kommet tilbage på den gamle strækning. Hvor mange år endnu hun og manden vil fortsætte med at være selvstændige i lokalområdet, har de ingen bud på. - Min mand har været mekaniker her i Binderupområdet de sidste 32 år, og med mine egne 15 år som servetrice på kroen og 22 år som købmand er vi jo ikke lige nogen, der løber af pladsen, erklærer Aase Christensen. - Ja det bliver nok dåbsattesten, der kommer til at afgøre den sag, tilføjer hendes mand.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...