Fodbold

OB-chok mod Villarreal

Med Hans Henrik Andreasen som sen målscorer vandt OB 1-0 over Villarreal i Champions League-kvalifikationen.

OBs Anders Møller Christensen i luftkamp med Villarreals Borja Valero. Foto: Scanpix

OBs Anders Møller Christensen i luftkamp med Villarreals Borja Valero. Foto: Scanpix

OB’s drømme om at kvalificere sig til Champions League-gruppespillet lever i den grad, efter at fynboerne onsdag aften i Odense besejrede spanske Villarreal med 1-0. Altid farlige Hans Henrik Andreasen blev matchvinder kort før tid, da Villarreal kludrede i forsvaret, hvorefter den danske midtbanespiller nærmest viste spanske dribleegenskaber ved at runde en modstander og banke bolden sikkert i mål. Med sejren skal OB blot have et uafgjort resultat i næste uges returopgør i Spanien, og det er ikke det dårligste udgangspunkt inden en kamp. Kalilou Traoré var efter en lille times spil også tæt på en OB-scoring, men midtbanespillerens drømmehug blev reddet flot af Diego López i udeholdets mål. Og kort derefter var den brasilianske landsholdsangriber Nilmar tæt på at bringe Villarreal i front, kun forhindret af en Stefan Wessels-redning. OB-holdet var markant svækket i opgøret. Helt som forventet var førsteangriber Peter Utaka ikke blevet en forstrækning kvit, og nigerianeren var end ikke blevet klar til en plads på bænken. Heller ikke den norske forsvarsspiller Tore Reginiussen var med på grund af en skade. Men især fraværet af Utaka er forstyrrende for fynboerne. Et godt bevis derpå er, at OB valgte at stille op uden en decideret angriber fra start. Rurik Gislason agerede godt nok Utaka-afløser som ene mand i front, men islændingen er mere kantspiler end angriber. Han søgte tit bagud eller ud mod kanterne. I de tilfælde overtog Hans Henrik Andreasen pladsen som angriber. Ikke optimalt for fynboerne, der manglede Utakas frække boldberøringer og finurlige driblinger samt især nigerianerens sans for at skabe målchancer. Der var selvfølgelig chancer til værterne, men havde Utaka været med til at udfordre gæsternes bagkæde, kunne OB formentlig have været endnu farligere. Til gengæld skal både Gislason og Hans Henrik Andreasen roses for deres arbejdsindsats. Begge spillere løb meget og holdt dermed Villarreal-forsvaret beskæftiget på den måde. Desværre blev Bashkim Kadrii og Andreas Johansson på kanterne ikke bragt nok i spil. Især førstnævnte har vist storform de seneste uger, men han var ret anonym. Når det er sagt, kan OB’erne være yderst tilfredse med præstationen. Bortset fra enkelte perioder hist og her virkede det ikke som om, at OB-spillerne lod sig imponere voldsomt af sidste sæsons nummer tre i Spanien. Eller af selve lejligheden som sådan, selvom der er meget prestige og mange millioner kroner på spil. Den indstilling skal OB tage med videre til returopgøret i Spanien på tirsdag i næste uge, hvor Utaka forhåbentlig bliver klar igen. Villarreal er normalt meget stærkere hjemme end ude, så der har OB brug for alle sine profiler. /ritzau/