OB holder fast i toppen efter 3-0-sejr

Fynboerne hænger på i toppen

Daniel Høegh kommer højest i en hovedstødsduel med Martin Braithwaite. Og det var også OB, der sejrede klart. Foto: Scanpix

Daniel Høegh kommer højest i en hovedstødsduel med Martin Braithwaite. Og det var også OB, der sejrede klart. Foto: Scanpix

ODENSE:Det er ikke mange sejre, OBs træner Troels Bech har fået, når han har mødt sit gamle hold Esbjerg i Superligaen.

Lørdag kunne han dog tage revanche, da hjemmeholdet fortjent slog Esbjerg 3-0.

Dermed var det slut med Esbjergs flotte stime, hvor de kun har indkasseret otte mål i holdets første ni udekampe i denne sæson.

Sejren lunede godt i decemberkulden, da OB havde brug for tre point mod Esbjerg, hvis fynboerne skal have en chance for at holde trit med toppen i Superligaen.

Begge hold startede taktisk, og det bar spillet præg af, da holdene følte hinanden an.

Holdene blev tvunget til at forsøge sig med skud uden for feltet i første halvleg, og derfor blev det aldrig rigtig farligt trods flere gode forsøg.

Efter en god halv times spil kom målmand Jesper Christiansen på banen i stedet for Mads Toppel, der måtte udgå med en forstrækning i højre lår.

I anden halveg faldt kampens første scoring, da Daniel Høegh med hovedet forlængede bolden efter hjørnespark. Bolden endte ved Andreas Johansson, der sikkert kunne sende bolden i netmaskerne til 1-0.

Derefter kom der gang i kampen, målet gav hjemmeholdet selvtillid, og fynboerne førte bolden rundt på midtbanen. Udeholdet var dog ikke uden chancer for at udligne.

Alligevel blev det OB, der stod bag den næste scoring, da Marcus Pedersen efter flot opspil smuttede gennem udeholdets forsvar og sendte bolden i kassen til 2-0.

Kampen blev endeligt afgjort, da Pedersen efter en forsvarsfejl kunne tage bolden til sig og sende den i mål fra en yderst spids vinkel.

OB ligger dermed fortsat på fjerdepladsen et point efter AaB og FC Nordsjælland, der dog har en kamp til gode.

Fynboerne var uden det kreative omdrejningspunkt Rasmus Falk, da han havde karantæne. Desuden er Morten Skoubo, der har ankelproblemer, og Jacob Schoop, der har knæproblemer, fortsat ude med skader.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.