OB respekterer fortsat nedrykningstruslen

OB vil ikke sige sig fri fra nedrykning, selv om de stribede har et hul på ni point til stregen.

Jeppe Tverskov (tv.) har fortsat et øje på nedrykningsstregen, hvor især Lyngby udgør en trussel med momentum.

Jeppe Tverskov (tv.) har fortsat et øje på nedrykningsstregen, hvor især Lyngby udgør en trussel med momentum.

HORSENS:OB fører i skrivende stund nedrykningsspillet i 3F Superligaen med et enkelt point til Sønderjyske og AaB, mens der er ni point ned til Lyngby under stregen. Disse hold har dog alle en kamp i baghånden.

Trods den pointmæssige fordel har OB-anfører Jeppe Tverskov ikke lukket øjnene for, hvad der i værste fald kan overgå holdet.

- Vi skal have respekt for, at det er et nedrykningsspil, og at der er mulighed for at rykke ned, siger Tverskov.

- Det har vi også, og indtil vi ikke længere kan rykke ned, så kigger vi ikke mod guleroden, tilføjer han med henvisning til, at der venter vinderen af nedrykningsspillet en playoffkamp om at komme med i europæisk fodbold næste sæson.

Det bliver bakket op af OB’s midlertidige cheftræner, Michael Hemmingsen, som retter blikket mod at hente point til tabellen.

- Vores fokus ligger, hvor det skal, i forhold til at vi ikke er med i mesterskabsspillet. Det handler om at få point i hver kamp.

- Vi er en del af det, hvor det handler om at få syvendepladsen eller at undgå noget. Det er alfa omega at få noget med fra alle kampene, siger Hemmingsen.

Søndag eftermiddag tog OB så hul på nedrykningsspillet, hvor det blev til et sent point på udebane mod AC Horsens, der frister en tilværelse i bunden af tabellen.

OB ligger hele 16 point over Horsens, men Jeppe Tverskov vil ikke afskrive Horsens af den grund.

- Det betyder meget, at et af de to nederste hold ikke får tre point her i starten, indtil vi er fri af nedrykning.

- Alle holdene under os er trusler. Søndag var det Horsens. I næste uge er det Vejle, siger OB-anføreren.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.