Udland

Obama bagatelliserer spionage i Europa

Alle efterretningstjenester forsøger at skaffe sig mere viden, siger USA's præsident.

Obama bagatelliserer spionage i Europa

USA's præsident, Barack Obama, forsøger i sin første kommentar at nedtone, at USA har bedrevet spionage mod EU's institutioner.

Under et besøg i Tanzania siger han, at efterretningstjenester over hele verden, også i EU, forsøger at skaffe sig viden langt ud over, hvad man kan skaffe sig i medierne.

Obama lover, at han vil kontakte sine europæiske kolleger for at høre på deres bekymringer.

- Når vi har et svar, vil vi sørge for at give alle de informationer, som vore allierede ønsker, siger han.

- Alle efterretningstjenester, ikke bare vores, men enhver europæisk efterretningstjeneste, enhver asiatisk efterretningstjeneste, ja overalt hvor der er efterretningstjenester, er der én ting, de vil: De vil forsøge at forstå verden bedre og, hvad der sker i verdens hovedstæder, fra kilder, der ikke er tilgængelige gennem New York Times eller NBC News, forklarer Obama.

- Og jeg kan garantere jeg for, at i de europæiske hovedstæder er der folk, som er interesseret i - om ikke lige hvad jeg fik til morgenmad - men i det mindste, hvad mine talepunkter kunne være, hvis jeg skulle ende med at tale med deres ledere, tilføjer han.

EU-landene anført af Tyskland er rasende over, at USA tilsyneladende har overvåget og tappet oplysninger fra EU's kontorer i Washington og New York og aflyttet samtaler i EU's rådsbygning i Bruxelles.

Det er den afhoppede amerikanske efterretningsmand Edward Snowden, som gennem det tyske ugemagasin Der Spiegel bringer de sensationelle afsløringer.

USA's udenrigsminister, John Kerry, var tidligere på dagen ude med lignende kommentarer som Obama.

De har begge ikke gjort noget forsøg på at afvise, at USA har bedrevet spionage mod nogle af de mest vitale europæiske institutioner.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.