Udland

Obama besøger Berlin i juni

USA's præsident skal drøfte ny stor frihandelszone med Merkel i Berlin i næste måned.

Obama besøger Berlin i juni

USA's præsident, Barack Obama, besøger Berlin i næste måned for at føre omfattende drøftelser med forbundskansler Angela Merkel, siger en tysk regeringstalsmand.

Talsmanden Georg Streiter siger, at Obama kommer til den tyske hovedstad den 18. og 19. juni efter et G8-topmøde i Nordirland.

- USA's præsident, Barack Obama, vil komme til Berlin på et officielt besøg på en invitation fra forbundskansleren. Detaljer om arbejdsbesøget vil blive offentliggjort, så snart de foreligger, siger talsmanden.

Han tilføjer, at den tyske regeringsleder ser meget frem til besøget og drøftelserne med Obama og den amerikanske delegation, der skal tale om en række bilaterale og globale emner - ikke mindst en styrkelse af det transatlantiske forhold.

EU og USA har til hensigt at indlede forhandlinger om en ambitiøs transatlantisk frihandelsaftale inden for få måneder. Aftalen skal skabe verdens største frihandelsområde for at skabe mere økonomisk vækst og arbejdspladser.

USA og Tyskland har flere gange været på meget forskellig kurs, når det gælder finanspolitiske strategier. Washington beskylder tyskerne for at hæmme den globale økonomiske genopretning ved kun at fokusere på besparelser.

Det tyske svar er, at statslige budgetunderskud har udløst krisen, og at budgetmæssig disciplin er en forudsætning for økonomisk vækst.

Striden ventes at dominere en del af G8-topmødet den 17. og 18. juni.

Obamas Berlin-besøg vil finde sted en uge før 50-års-dagen - den 26. juni - for præsident John F. Kennedys historiske "Ich bin ein Berliner"-tale i 1963.

I tyske regeringskredse har der været ytret skuffelse over, at Obama ikke besøgte Berlin i sin første regeringsperiode.

Obama var i Berlin under præsidentvalgkampen i 2008, hvor han holdt en tale om sine udenrigspolitiske visioner i det centrale Berlin.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.