EMNER

Obama bøjer sig for at sikre aftale

Washington: Det Hvide Hus er villig til at støtte en kortsigtet aftale om den amerikanske stats optagelse af gæld. Den nye holdning er betinget af, at den lovgivende forsamling indgår en langsigtet aftale om en nedbringelse af det massive underskud på statsbudgettet. Det fremgår af en skriftlig melding fra præsidentboligen onsdag. De nye toner fraviger præsident Barack Obamas hidtidige standpunkt om, at en aftale om det såkaldte gældsloft skulle være længerevarende, men tiden er ved at rinde ud. En aftale skal være på plads inden 2. august. Sker det ikke, kan det få uoverskuelige konsekvenser for den amerikanske og globale økonomi, fordi USA, i det mindste i teorien, vil være insolvent. Uden en forøgelse af gældsloftet kan USA ikke overholde sine forpligtelser over for landets kreditorer, og så er verdens største økonomi på nippet til at gå bankerot. Et nyt forslag fra en gruppe bestående af seks senatorer, ligeligt fordelt mellem demokrater og republikanere, skabte tirsdag forhåbninger i Washington om en snarlig løsning på de fastlåste forhandlinger om gæld og statsbudgettet. Obama har indtil nu konsekvent afvist muligheden for en kortvarig aftale om gældsloftet, som aktuelt er på 14.300 milliarder dollar. En aftale med begrænset løbetid løser ikke problemet, har Obama argumenteret. /ritzau/Reuters