Obama efter nyt skyderi: Nu er det tid til selvransagelse

Præsidenten taler i skarpe vendinger efter endnu en episode med dødelig våbenvold på en skole i USA.

Amerikanerne bør tage et kritisk blik indad efter endnu en episode med dødelig våbenvold på en skole i landet, lyder det fra præsident Barack Obama.

Han advarer om, at antallet af masseskyderier i USA ligger langt over gennemsnittet for, hvad ethvert andet velfungerende land ville acceptere.

Tirsdag døde en elev, da en gerningsmand åbnede ild på en high school i delstaten Oregon. Han tog efterfølgende sit eget liv.

- Vi er det eneste industrialiserede land på Jorden, hvor det her sker, og nu sker det en gang om ugen, siger en tydelig frustreret Obama fra Det Hvide Hus.

Præsidenten har kæmpet forgæves for strammere våbenregler i landet, hvor en stærk våbenlobby ønsker frihed til at bære våben. Han mener, at USA bør skamme sig over, at landet end ikke kan bakke op om minimale våbenreformer.

At politikerne i Washington end ikke har taget "basale skridt" til at forhindre, at våben ender i hænderne på folk, der kan gøre "ufattelig skade", er hans største frustration som præsident indtil videre, afslører han.

Efter massakren på en skole i byen Newtown i december 2012, hvor 20 børn og seks voksne blev dræbt, forsøgte Obama at indføre moderate restriktioner på køb af visse våbentyper samt baggrundstjek af køberen.

- Landet er nødt til at foretage noget selvransagelse. Det her er ved at blive normen, og vi tager det for givet på en måde, som skræmmer mig som forælder, lyder det fra præsidenten.

Grupper, der støtter retten til at bære våben, argumenterer ofte, at masseskyderier har rod i manglen på behandling til psykisk syge. Det er noget sludder, mener præsidenten.

- USA har ikke monopol på sindssyge mennesker. Det er ikke det eneste land, hvor psykoser forekommer, men vi dræber hinanden i disse masseskyderier i mængder, der er eksponentiel højere end noget andet sted.

- Hvad er forskellen? Forskellen er, at disse personer kan få sig et lager af ammunition i deres boliger, siger Obama.

23. maj i år gik en studerende amok med en pistol på et universitet i Santa Barbara nord for Los Angeles og dræbte seks personer og derefter sig selv. 5. juni dræbte en bevæbnet mand en person og sårede to andre på et universitet i Seattle.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.