USA

Obama klar med melding

{ WASHINGTON: Den populære demokratiske senator Barack Obama sagde i et interview med tv-stationen CBS søndag, at han “temmelig snart” vil meddele, hvorvidt han stiller op til præsidentvalget i USA i 2008. Han afviste at give flere oplysninger. Avisen Chicago Sun-Times skriver, at Obama vil meddele sin beslutning i denne uge, der indledes med en mærkedag for borgerretsforkæmperen Martin Luther King. Ifølge avisen har Obama angiveligt sagt til en demokratisk bidragyder, at han i løbet af de kommende dage vil præsentere den komité, der skal hjælpe ham med at skaffe penge til valgkampen. Den karismatiske senator har stor opbakning blandt vælgerne og betragtes - sammen med senator og tidligere præsidentfrue Hillary Clinton - som de varmeste bud på en demokratisk præsidentkandidat til valget i november 2008./ritzau/AFP