Udland

Obama lover at besøge sin fars hjemland før 2017

På sit besøg i Sydafrika lover Barack Obama, at han vil besøge Kenya, mens han stadig er USA's præsident.

Obama lover at besøge sin fars hjemland før 2017

I Kenya er man skuffet over, at præsident Barack Obama ikke har valgt at lægge vejen forbi sin fars hjemland på den første store rundrejse i Afrika som USA's præsident. Rejsen bringer ham i stedet til Senegal, Tanzania og Sydafrika.

Her udtaler Obama, at "tiden ikke var rigtig", men at han fastholder sit løfte om at besøge Kenya, før han skal forlade Det Hvide Hus i januar 2017.

- Jeg er præsident i endnu tre et halvt år. Hvis jeg ikke på disse tre år og syv måneder besøger Kenya, så kan du beskylde mig for ikke at leve op til mit løfte, siger Obama.

Den kenyanske præsident, Uhuru Kenyatta, er efterlyst af Den Internationale Straffedomstol i Haag for at have opildnet til vold før et valg i 2007, hvor over 1000 mennesker blev dræbt.

- Tiden var ikke rigtig for mig - som USA's præsident - til at besøge Kenya, når der fortsat skal arbejdes på disse spørgsmål, siger Obama.

Han tilføjer, at han har besøgt Kenya adskillige gange, før han blev præsident, og at han bestemt har planer om at vende tilbage.

- Mine personlige bånd til folket i Kenya er per definition stærk - og de vil forblive stærke, forsikrer præsidenten.

Der var eufori i mange afrikanske lande, da den første sorte amerikanske præsident var blevet valgt i 2008, men USA's afrikapolitik er ikke blevet mere synlig under Obama.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.