Udland

Obama lover sine soldater løn under budget-krisen

Tusindvis af ansatte tvinges på orlov, men USA's præsident freder de amerikanske styrker.

Obama lover sine soldater løn under budget-krisen

Den amerikanske præsident lover, at USA's styrker i udlandet fortsat vil få deres løn udbetalt til tiden på trods af budgetkrisen i hjemlandet.

Kongressens to kamre kunne ikke blive enige om en finanslov inden midnat lokal tid, og derfor lukker dele af den offentlige sektor tirsdag. Hundredtusindvis af ansatte tvinges nu på orlov med usikre lønforhold.

Allerede inden deadlinen blev overskredet, havde Barack Obama sørget for, at de amerikanske styrker ville få løn udbetalt til tiden uanset udfaldet af det politiske slagsmål mellem Repræsentanternes Hus og Senatet.

- Kongressen har desværre ikke opfyldt sit ansvar og har ikke formået at vedtage en finanslov, siger Obama.

- Hvis du tjener landet på en måde, hvor du kan komme til skade, vil vi sikre dig, at du har, hvad du behøver for fuldføre dine missioner, lyder beskeden fra præsidenten til USA's styrker.

Obama understreger dog, at flere ikke-essentielle stillinger i militæret - for eksempel civile entreprenører - i modsætning til deres kolleger i uniform ikke får udbetalt løn.

- Du og din familie fortjener noget bedre, end det vi nu ser i Kongressen. Jeg vil fortsat arbejde for, at Kongressen kan genåbne vores statsapparat og få jer tilbage i arbejde så hurtigt som muligt, siger præsidenten.

Det er første gang i 17 år, at den offentlige sektor er nødt til at lukke delvist ned. Det vil dog umiddelbart ikke betyde det store for mange amerikanere, da de vigtigste stillinger fortsat vil være bemandet.

Områder som typisk hører under delstater eller kommuner såsom skoler, politi og sygehuse bliver for eksempel ikke berørt.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.