Obama og andet

UGE 4: TÆNK HVIS en nyudklækket dansk statsminister var trådt frem for et par millioner danske tv-seere og radiolyttere (og netbrugere) og havde sagt noget i retning af: “Uanset hvad en regering kan gøre og må gøre, er det i sidste ende det danske folks tro og beslutsomhed, denne nation hviler på”. Og: “Midlerne til at løse problemerne er måske nye. Men de værdier, som vor succes afhænger af, er ikke nye: Hårdt arbejde, ærlighed, mod, fair play, tolerance, loyalitet og patriotisme”. Og: “Det, der kræves af os nu, er ny æra af ansvarlighed”. For da slet ikke at tale om: “Lad det blive fortalt til vore børnebørn, at da vi blev testet, lod vi ikke rejsen slutte. At vi ikke vendte om eller snublede. Med sigte på horisonten og Guds gunst med os var vi i stand til at videreføre frihedens store gave og bringe den sikkert videre til fremtidige generationer”. HVORDAN VILLE danske tv-seere og radiolyttere (og netbrugere) mon reagere? Sikkert med en blanding af forbavselse, vantro og mistænksomhed. Med indbygget lyst til at gøre noget (eller få andre til at gøre noget): “Beslutsomhed? Hårdt arbejde, ærlighed, ansvarlighed... Guds gunst?! Argh! Hjæ-ælp. Ham den nye dér har jo tydeligvis drukket noget, som han ikke kunne tåle. Stop den mand! Nogen må ringe til 112”... MEN DET var jo rent faktisk, hvad USA’s præsident nummer 44, Barack Hussein Obama, sagde i ugens mest omtalte - og flittigst viste! - enkeltbegivenhed, den længe ventede tiltrædelsestale (bortset fra, at han naturligvis i det førstnævnte citat appellerer til det amerikanske folks tro og beslutsomhed). Bagefter handlede store dele af diskussionen om Obamas første tale som førstemand i verdens eneste supermagt sjovt nok ikke om selve indholdet af talen - hvem ved, måske er det føget hen over hovederne på de fleste danskere, fordi Obama og vel i virkeligheden en hvilken som helst amerikansk præsident grundlæggende taler til en anden nation med andre værdier og et andet fundament? Næh, diskussionen handlede snarere om, at - har-har-har!... stod Obama ikke dér for øjnene af et par milliarder tv-seere kloden rundt og kludrede rundt i et par af ordene i sin tiltrædelses-ed, som han uden tvivl må have øvet sig på hundredvis af gange hjemme hos sig selv?! MAN KAN altid mene, at det er noget pjat, men blandt amerikanske forfatningseksperter gav det pludselig anledning til en ren heftig diskussion om, hvorvidt Obama nu også juridisk set var præsident, når det ikke var lykkedes ham at sige de korrekte ord i den korrette rækkefølge?! For at komme enhver form for kritik for ikke at tale om retssag - i et land med særlig stor begejstring for at lægge sag an - i forkøbet valgte Det Hvide Hus’ advokat, Greg Craig, at skære igennem og kræve eden gentaget. Det skete ikke for øjne og ører af de mindst to millioner, der som ved en anden pilgrimsfærd var vrimlet til Washington for at følge Obamas første dag, men i en noget mere sluttet kreds, indendøre i Det Hvide Hus syv en halv time efter den første edsaflæggelse og langsomt, så hverken Obama eller højesteretspræsidenten, der siger eden, kom til at begå fejl. Og nej, eden i version 2.0 er ikke optaget på video, men dog på lydbånd, ligesom der blev taget billeder. Bagefter sagde højesteretspræsident, som også havde været med første gang, til Obama: “Til lykke. Igen”. OM OBAMA bliver en lykke - oveni den lykke, der i sig selv ligger i at komme af med USA’s muligvis mest upopulære præsident til alle tider, George Walker Bush - kan kun tiden vise. Men indtil videre har han da lagt hårdt ud ved at kræve supermagtens stærkt forhadte fangelejr på Guantánamo på Cuba - den med de såkaldte “illegale kombattanter” i de karakteristiske orange kedeldragter - lukket. Ikke her og nu, men inden for et år. Så langt, så godt. Fortsættelse følger. SAMMENLIGNET med Store Obama-dag tirsdag 20. januar 2009 - hvor man i tv kunne se mindst én sælger allerede stå og friste med T-shirts med budskabet “Obama ‘12 - Four More Years”! - var ikke meget andet helt så meget oppe at ringe i uge 4. Men om ikke andet viste ugen, at den trykte bog - uanset hvor ofte den er blevet dømt ude og død og borte, senest slået af computere - lever i bedste velgående. Hvordan ellers forklare, at en af de mest fremtrædende forfattere i Norden, Per Olov Enquist, kan mase sig helt frem i første række med sit nyeste værk, en nærmest skamrost blanding af roman og selvbiografi, “Et andet liv”? Et værk om at vokse op under meget fattige kår for som voksent fyrtårn i det kulturelt-litterære landskab at spilde et anseeligt antal år ved virkelig at drikke igennem. Indtil han i februar 1990, efter at have skrevet romanen “Kaptajn Nemos bibliotek”, satte flasken fra sig. Bare sådan. Åbenbart uden at have rørt én dråbe spiritus siden. Forunderligt. SET FRA en snæver nordjysk synsvinkel blev der ikke gjort helt så meget ud af en anden litterær begivenhed, nemlig det faktum, at Hanne-Vibeke Holst (oprindeligt fra Løkken) er blevet hædret med De Gyldne Laurbær. Med venlig hilsen fra Boghandlerklubben, som luner sig ved den kendsgerning, at også Holsts nyeste værk, “Dronningeofret”, er blevet afsat i pallevis. Selv har Holst i flere år gået og ømmet sig over ikke at få den. Og så lykkedes det. Værsgo: 10.000 kroner, et gavekort til indløb af bøger, en stor fest med mange gæster og uden tvivl endnu flere læsere end dem, der i forvejen har pløjet sig igennem “Kronprinsessen”, “Kongemordet” og “Dronningeofret”. God søndag!